Min baggrund
Hvad har jeg med i bagagen?
Jeg var 9 år, da jeg kom til Danmark som barn af to forældre med en pakistansk baggrund. De opdrog mig til at være en dydig pakistansk pige efter pakistanske normer, der var gældende i Pakistan i 1970, selv om min virkelighed var 1980 i Danmark. Gennem hele min opvækst mærkede jeg på egen krop, hvad det vil sige at leve efter en pakistansk logik i en dansk kontekst. Der var mange kløfter, som jeg skulle slås med mine forældre om.
Udover generationskløften var der mange andre lag og kløfter, som påvirkede mit liv og hverdag: Jeg skulle forholde mig til land/by-kløften, den sociale kløft, uddannelseskløften og en kulturkløft. Der er stadig mange forældre – der ligesom mine forældre – ikke forstår de danske normer og regler, der gælder i vores samfund. Mange forældre har ikke lært at tage en samtale om de svære ting med deres børn og unge. De er opdraget til at diktere. Og det giver problemer i et samfund, hvor det at stille spørgsmål til tingene gennemsyrer vores uddannelsessystem og opdragelse.
Fra jeg var 20 år til jeg fyldte 30 år, var jeg igennem et arrangeret ægteskab, der endte med en skilsmisse. En tvungen forlovelse, der blev lavet om til en vielse, da festen gik i gang. Og endnu et ægteskab, der blev aflyst i sidste øjeblik, fordi jeg ikke magtede at leve op til mine forældres forventninger om et lykkeligt liv for en pakistansk pige. Som 30-årig blev jeg forelsket i danske Jens og vi blev gift med den obligatoriske udelukkelse fra min familie til følge. Men vi insisterede på at vores børn skulle have to sæt bedsteforældre og kæmpede os tilbage. Det tog sin tid og det lykkedes. Jeg havde ingen andre, jeg kunne spejle mig i, i de år jeg kæmpede. Derfor har jeg været aktiv i den danske offentlige debat om indvandring siden 1989.
Jeg har sat ord på alle disse kulturkonflikter for, at andre kan lære af mine fejl og successer. Det er alle de personlige erfaringer og kampe, som jeg gerne vil bringe i spil for at hjælpe de unge, der har modet til at bede om hjælp.
Jeg har sammenfattet mine erfaringer i trilogien om de pakistanske indvandreres levevilkår.