rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Mine bøger
RSS

Om mine bøger


DU LOVEDE VI SKULLE HJEM

Du lovede vi skulle hjem

Semi-biografi af Rushy Rashid

En ung indvandrermand kommer til Danmark i 70’erne. Det er oprindeligt meningen, at han kun skal være her i nogle få år. Men af den ene eller den anden grund bliver han hængende sammen med sin kone og børn.

Hele tiden tænker han: ”Vi skal snart hjem”. Men først på sine gamle dage, da hans kone ligger for døden, går sandheden op for ham. De nåede det ikke.

Tilbage står han med sit livs sidste alvorlige dilemma: Pakistan eller børnebørnene? Pakistan eller plejehjem? Pakistan eller Vestre Kirkegård?
 
I Du lovede vi skulle hjem fortæller forfatteren og journalisten Rushy Rashid om sine forældres generation: Førstegenerationen af indvandrerne, der kom hertil fra Pakistan for over tredive år siden.

Om deres drømme om et bedre liv end det der syntes muligt i Pakistan. Om deres kamp for at finde fodfæste i Danmark, om deres tab af børnene til den danske kultur. Og om hvordan håbet og illusionen om en dag at kunne vende hjem brast i takt med, at alderdommen fik det afgørende tag i dem. I stedet for – som kulturelt bestemt – at blive passet af sine egne børn, fik de en uønsket indføring i det danske velfærdssystem – med læger, hospitaler, handicaphjælpere … og endestationen: plejehjemmet.
 
Du lovede vi skulle hjem er tredje og sidste bog i Rushy Rashids trilogi om en pakistansk families liv og levned i Danmark. I bind 1, Et løft af sløret, beskrev Rushy Rashid sin egen udvikling fra en ung pakistansk pige til en moderne ”paki-dansk” kvinde. Og i bind 2, Bag sløret, fortalte hun sammen med sin danske ægtefælle, Jens Harder Højbjerg, om de mange kulturelle konflikter, der lurede bag deres kærlighedsmøde.

Rushy Rashid
DU LOVEDE VI SKULLE HJEM
Ca. 250 sider, ca. 249,-, hft., ill.
Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet
ISBN
Udkom 31. oktober 2006
People’sPress

 

Juli 2008

I juli udkommer "Du lovede, vi skulle hjem..." i en People's Price-udgave. Jeg er så beæret over at Uffe Ellemann-Jensen har skrevet følgende forord i den udgave.

Rushy Rashid: Du lovede, vi skulle hjem…

Det er en varm og hjertegribende bog, Rushy Rashid har skrevet om de mennesker, som kom til Danmark i 70’erne fra det fjerne Pakistan, som lod sjælen blive derhjemme – men valgte at blive, selv om ”Du lovede, vi skulle hjem…” som hustruen til en indvandrer siger.

Det er en værdifuld bog, ja faktisk en nødvendig bog, for alle der interesserer sig for indvandrernes forhold og muligheder i Danmark. Jeg blev selv grebet af bogen, jo længere jeg kom ind i den. Den har givet mig en udvidelse af min horisont, for den har menneskeliggjort et af tidens store og voksende problemer: Integrationen af mennesker med en fremmed kultur i det danske samfund.

Forholdet mellem gamle og nye danskere fylder mere og mere i den hjemlige debat. Det er gjort til et afgørende tema ved valgene, og har skabt nye delelinier på kryds og tværs i det danske politiske landskab. Man går næppe nogen for nær ved at konstatere, at fordomme og frygtsomhed og manglende kendskab til hinanden i høj grad er med til at sætte dagsordenen.

Problemerne vil vokse i de kommende år. Mangelen på arbejdskraft vil være en af de helt store udfordringer i Danmark i de næste mange år. Derfor vil der blive ved med at komme arbejdskraft udefra. De store problemer, det fører med sig, vil kun blive endnu større, hvis vi glemmer, at det dybest set drejer sig om mennesker.

Rushy Rashid har med sine bøger givet sit eget bidrag til diskussionen ved at præsentere os for nogle menneskeskæbner, som er både levende og nærværende. Denne bog er fortalt i romanform, men når man har læst Rushy Rashids andre bøger står det tydeligt, at det i høj grad er sin families historie, hun fortæller. Jeg følte ved læsningen, at store felter i min uvidenhed om mennesker med en anden etnisk og religiøs baggrund blev fyldt ud, og at mange af mine fordomme blev udfordret og anfægtet. Jeg blev ikke optimist af at læse bogen. Jeg blev måske endnu mere bekymret for, hvordan det skal lade sig gøre at finde løsninger. Men læsningen gjorde mig klogere. Og det er jo allerede en begyndelse, hvis man har den holdning til tilværelsen, at man skal forsøge at leve sammen på fredelig vis, uanset forskelligheder…

Rushy Rashids baggrund er Pakistans religiøse og kulturelle traditioner med de stærke familiemæssige bånd. En verden så fremmed fra den, jeg selv er vokset op i, som man næsten kan tænke sig. Men også en verden, som er kommet meget tæt på, efterhånden som flere og flere mennesker er flyttet hertil, og har stiftet familie i Danmark med den bagage, de bragte med sig udefra.

Det giver anledning til mange sammenstød. Naturligt nok. De fylder mere og mere i gadebilledet og i hverdagen, de mørklødede tilrejsende med deres helt anderledes kulturelle baggrund – og det er en udfordring for mange danskere. Men det er også en udfordring for tilflytterne at møde den danske kultur og de danske traditioner.

Bogen fører os tilbage til det Pakistan, hvorfra mange mænd søgte hertil i 70’erne for at søge arbejde, og videre til en vanskelig start i det Danmark de nåede frem til, uden rigtigt at vide, hvor de var havnet. Da savnet af familien blev for stort, fulgte koner og børn efter. Og så fulgte problemerne, for de familiesammenførte havde ikke den tilknytning til arbejdsmarkedet, som de første tilflyttere havde haft. Derfor kom de let til at stå udenfor det danske samfund, ofte også fordi de ikke ønskede at blive en del af det. For Danmark blev ikke ”hjem”. Men det blev Danmark i stigende grad for næste generation. De der voksede op her, kom derfor i klemme mellem den kultur, familierne forsøgte at trykke ned over dem, og den virkelighed, de levede i. Og det kunne føre til tragiske konflikter.

Historien om pigen, der bliver lovet bort til fætteren, endnu før hun har haft mulighed for at gøre sin uddannelse færdig, er rørende og dog usentimentalt beskrevet. Det er en historie, der er alt for kendt fra det virkelige liv. Et sammenstød mellem forskellige kulturer og værdier, som alt for ofte ender helt galt. Men som også kan ende positivt, som Rushy Rashids egen historie fortæller.

Når man læser bogen, er det pludselig så let at forstå, hvorfor hensynet til familien må spille så stor en rolle ”hjemme”. Det er beskrevet med stor kærlighed til det kulturelle udgangspunkt. Men vi får også en åben og ærlig forklaring på, hvorfor det ikke uden videre kan overføres til det danske samfund.

Og det er jo dilemmaet, forstår vi, efterhånden som bogens historie ruller sig ud. Hvad skal man bruge sin energi på, når man kommer fra en anden kultur? Skal man tilpasse sig det samfund, man nu er blevet en del af – med fare for at miste sin sjæl i processen – eller skal man opbygge parallelle samfund, der giver anledning til uundgåelige sammenstød og svigtende muligheder? Og hvordan skal det danske samfund indrette sig på den nye virkelighed, hvor et stadigt større befolkningselement har et helt anderledes udgangspunkt, end det vi var vant til i det monokulturelle og homogene Danmark, som snart er fortid? Kan vores velfærdsmodel overhovedet overleve, hvis det viser sig, at den fremmer udviklingen af de parallelle samfund, hvor mange mennesker står helt udenfor arbejdsmarkedet og uden ansvar for egen tilværelse? Hvilke krav skal der i fremtiden stilles til den enkelte, som ønsker at leve her? 

Rushy Rashids bog giver os ingen svar på disse vanskelige spørgsmål. Men den giver os en bedre forståelse for de menneskelige konflikter, der skal løses. Derfor er det en værdifuld bog.

Uffe Ellemann-Jensen

 

 Herunder følger nogle af de reaktioner, som jeg har fået på denne bog:

To: kontakt@rushy.dk
Date: Fri, 23 May 2008 15:46:53 +0200
Subject: En lille hilsen fra en glad læser

Kære Rushy Rashid

Jeg har læst alle dine 3 bøger nu, er lige blevet færdig med bogen om dine forældres historie. Det har alle været gode og interessante bøger at læse, men jeg er specielt glad for bogen om dine forældre. Havde meget svært ved at lægge den fra mig og fik læst den på 4 dage, (til trods for at jeg egentlig ikke havde tid :-)
 
Det har været en øjenåbner for mig, og jeg synes næsten at bogen burde være tvungen pensum i folkeskolens ældste klasser, da den giver et super godt billede af de kulturelle udfordringer vi står overfor i DK, både etniske og ikke-etniske danskere.
 
Jeg får meget stor respekt for dine forældre af at læse din bog, og vil efter at have læst den møde ikke-etniske danskere med et endnu mere åbent sind. Tak!
 
Mange hilsner
Hannah Wermuth

-------------------------------------------------------------------------------------------------------

19. maj 2008 14:46
Til: kontakt@rushy.dk
Emne: 'du lovede, vi skulle hjem'

Kære Rushy Rashid Højbjerg
 
Jeg har efterhånden fulgt dig i nogle år gennem dine dejlige bøger. De er en nydelse at læse, både den sproglige del og selve historierne.
 
Nu har jeg så lige læst "Du lovede, vi skulle hjem" på en enkelt dag. Det er en helt fantastisk bog, og jeg er både stolt og taknemmelig over, at du har skrevet den. Det er altid spændende at læse om Danmark og danskerne set udefra, men især må jeg sige, at jeg er stolt over den måde, der bliver taget imod dine fire udvandrere i Danmark. Jeg bliver så glad og stolt, hver gang jeg hører historier som den, og håber, at jeg selv vil opføre mig på samme måde, hvis jeg en dag får chancen.
 
Tusind tak for bogen.
 
Med kærlig hilsen,
Christine Ellebæk Sørensen
Hammel
 
--------------------------------------------------------------

27 01 2008

Jeg skriver fordi jeg bliver nødt til at fortælle dig, at din bog, ”du lovede vi skulle hjem”, har sat sig så dybt i mit hjerte.

Kære Rushy Rashid. 

Tak fra mit hjerte for de ting, du har vist mig og lært mig ved at læse din bog.

Den historiske forklaring gjorde at jeg bedre kunne forstå helheden.

Jeg er dybt berørt over det liv dine forældre har levet. Hvor grænseoverskridende det må have været at eje en købmandsbutik med alle de danske varer. Men det beskriver du jo så fantastisk.

Din mor har, gennem dine beskrivelser, lært mig at være tålmodig og ikke åbne munden for hurtigt. De samtaler din mor overværede i Pakistan, da hendes tid her på jorden var ved at ebbe ud, må have været forfærdeligt at opleve. Jeg ville ønske jeg havde kendt din mor. 

Jeg tænker på, hvordan din far har det. Dine forældre oplever jeg som to så utrolige smukke sjæle.

Jeg har mange gange siddet længe med din bog og set på forsiden. Disse to smukke mennesker. Hvilke øjne og sikke en udstråling at både stolthed, vilje og blidhed. 

Jeg syntes din bog skulle indføres i skolerne så de unge i dag kunne lære baggrunden for indvandringen og dermed forstå, hvorfor nogle ting er som de er. 

Jeg ved ikke om du får denne mail, men jeg ville så gerne møde dig. Jeg håber din far har det godt, måske er han i Pakistan! Vil du fortælle din far at der er en, der er meget taknemmelig over at have fået et indblik i hans og hans families liv. 

Min storesøster var gift men en pakistansk mand. De fik to sønner og boede en overgang i Pakistan. De kom tilbage til DK på det tidspunkt da moskeen i Hvidovre blev bygget. Nizar rejste tilbage til pakistan og de blev skilt. 

Jeg vil slutte selvom jeg har lyst til at stille dig så mange spørgsmål. 

Endnu engang tak for du skrev bogen.

Mange kærlige hilsner

Kareen Salbroe

 ---------------------------------------------------------

12 09 2007

 Kære Rushy !
 
Du undskylder nok min påtrængenhed, men måtte lige fortælle dig, hvor dybt et indtryk din sidste bog,
"Du lovede vi skulle hjem", har gjort på mig.
Har for flere år tilbage læst "Et løft af sløret" og købte for nyelig "Bag sløret", som jeg ikke har fået læst endnu. Så så for en uge siden, "Du lovede vi skulle hjem" på biblioteket, og er lige for et par timer siden blevet færdig med den.
PRAGTFULD bog, som må have været utrolig følelsesmæssig svær at skrive, føler nærmest jeg blødte da jeg læste den, især imod slutningen.
Vil nu genlæse "Et løft af sløret"  før' "Bag sløret", for at få dem i kronologisk orden.
.
Jeg har gennem min yngste søn (nu 23) lært et pakistansk søskendepar at kende, drengen er min søns bedste kammerart, de har kendt hinanden siden 1. klasse og ses stadig ofte, selv om de nu er blevet voksne og er gået lidt hver deres veje.
Har derigennem, på afstand  bl.a. kunne følge tvangsægteskab og den stærke følelse af pligt og æe overfor familien, og ikke kun den i Danmark, men også overfor dem i Pakistan, når noget forventedes, eller var blevet lovet.
Noget som er os helt fremmed  i Danmark.
Jeg kan derfor levende sætte mig ind i, hvor svært det må være, at vokse op i en eksempelvis pakistansk familie i et samfund som det danske, og det både for børnene og deres forældre.
 
Hvis bogens slutning, er den sande historie, føler jeg dybt med din far. Giv ham en hilsen og et knus, fra en, der lige har fulgt hans hans livs historie gennem hans datter.
Undskyld mit noget rodede brev, men havde lige nogle ting jeg måtte af med.
 
Hvis du ikke allerede selv har læst Kahled Hosseini's bøger : "Drageløberen"  og "Under en strålende sol"  kan jeg varmt anbefale dem.
 
Med venlig hilsen
Maj-Lis Laursen
Hillerød.
 

August 07, 2007

Til Rushy Rashid
 
Jeg vil bare gerne sige tak for nogle dejlige timer over sommeren i selskab med dine bøger.
Jeg læste først bog nr. 2, som handler om din og din mands møde m.m., og så blev jeg så interesseret, at jeg altså bare "måtte" læse bogen : "Du lovede vi skulle hjem".  Og det er jeg meget glad for at jeg gjorde, hvor er den godt skrevet,  ..  og selv om den ikke er helt faktuel om dine forældre, så kan man vel godt sige,  ..  at hvor har din mor været en stærk kvinde.
Jeg synes at den giver mange forklaringer på så  mange ting,  og ifølge min mening, så burde alle danskere læse denne bog,  især alle fra Dansk Folkeparti.
 
Vedr. den samme bog, så havde jeg en sjov oplevelse her i sidste uge,
 
jeg var ude at køre i tog med mine på børn på hhv. 7 og 10 år, (som er adoptivbørn fra Indien), og vi kom i snak med en mand fra Israel, som havde boet i 5 år i Indien, hvor han havde studeret.  Han henvendte sig kun til mig pga. den bog som jeg sad med, (som altså var din bog), og han sagde, at det var en meget god bog, som han også havde købt til sin mor.
Og så havde vi lige pludselig meget at kunne snakke om, måske især om Indien, men også om den bog, som vi begge havde læst.
 
Det var bare det jeg lige ville sige,  kommer der mon flere bøger fra din hånd på et senere tidspunkt ??
 
Med venlig hilsen
 
Doris Dissing

---------------------------------------------------------------------------------------------- 

23. april 2007
Du lovede vi skulle hjem
Af Rushy Rashid

People's Press, 2006 - 318 sider
Anmeldt af Gertrud Thastum

http://www.herningbib.dk/anbefalinger/template_archives_cat.asp?cat=17

Forfatteren Rushy Rashid kom i halvfjerdserne som lille pige sammen med sin mor og brødre fra Pakistan til Danmark for at blive familiesammenført med hendes pakistanske far, der var kommet hertil i forvejen. Hun har tidligere skrevet et par selvbiografier om hendes eget liv og udvikling.

I denne bog går forfatteren en generation tilbage og fortæller om sine forældres liv. Bogen er skrevet i romanform, og hun kalder i forordet den fortælleform, der er brugt, for faktion. Det vil sige, at alt i bogen er baseret på virkelige hændelser, men måske ikke lige på den måde, begivenhederne bliver fortalt i romanen.

Sidst i bogen er der et kapitel om det unge land Pakistans historie og kastesystem. Det kan være meget nyttigt at læse dette afsnit først.

Handlingen i romanen begynder i 1947, da Pakistan blev skilt ud fra Indien. Rushys bedsteforældre flytter fra landet til provinsbyen Sialkot. Vi hører om det tætte familieliv, de kærlige og strenge bedsteforældre, ikke mindst den bestemte bedstemor er en central person.

Forfatterens far, som i bogen kaldes Mohsin, er en yngre bror. Storebroderen hjælper ham med at får råd til at gå i skole. Det er helt klart, at familiesammenholdet kræver, at dem, der kan, hjælper de andre i familien. Et andet vigtigt træk er det arrangerede ægteskab. Det får fatale følger, at Mohsin som ganske ung kigger lidt for længe på naboens datter til en fest.

Vi hører om Mohsins muntre liv i Sialkot, hans drøm om at rejse til Vesten for at tjene penge. Drømmen realiserer han sammen med tre andre unge mænd. De havner efter frygtelige strabadser i Danmark. Dengang i halvfjerdserne var indstillingen til fremmede meget anderledes, end den er i dag. De unge pakistanske mænd, hvoraf kun Mohsin kan gøre sig forståelig på engelsk, møder hjælpsomme mennesker, der både skaffer dem arbejde og tag over hovedet, og Mohsin kommer til at klare sig godt.

Bevægende og fængslende, sommetider frastødende, fortælles der om livet i indvandrermiljøet. Man læser om den sociale kontrol – ikke mindst ved hjælp af taxachauffører – skildret præcis så skræmmende, som man har hørt om, og det arrangerede ægteskab er en selvfølgelighed for forældregenerationen.

Et andet vigtigt tema er de meget ublu krav, som familien i Pakistan stiller til slægtninge, som har bosat sig i Vesten. Krav, der gør, at Mohsin, hans kone og børn meget sent får mulighed for at spare penge nok sammen til selv at flytte til Pakistan – bogens titel forbliver en drøm.

Historien om Mohsins og Malikas liv er fortalt, så man ikke undgår at blive optaget af den. Samtidig giver den en rigtig god indføring i en gruppe indvandreres liv i København. Den er nuanceret i sin skildring både af livet i Pakistan og i Danmark. Selvfølgelig er pakistanere og andre udlændinge lige så forskellige, som vi er.  Læs bogen og få en god oplevelse samtidig med øget indsigt.