rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Mine bøger
RSS

Om mine bøger

Forordet til Et løft af sløret skrevet af Undervisningsminister Bertel Haarder, august 2007

 

Et Løft af sløret

ET KÆRLIGT OPGØR
 
Jeg mødte Rushy Rashid for 5 år siden til et møde i Forældreforeningen  Skole og Samfund på Nyborg Strand. Hun fik stort bifald, da hun sagde, at jeg så for mørkt på integrationsproblemerne i skolen og i samfundet. Jeg svarede, at jeg syntes, det var nødvendigt at sige tingene, som de er, men naturligvis skal man også huske fremgangen og succeserne.
 
Rushy er jo selv det bedste eksempel. Hun var så venlig kort efter mødet i Nyborg at sende
mig sin erindringsbog, "Et løft af sløret". Den kom med på sommerferie ved Storebælt, og så var jeg leveret! Jeg slugte den og plagede min kone med lange referater af den, indtil også hun måtte læse den.
 
Bogen var oplagt læsning for en nyslået integrationsminister og for alle andre med sans for
nutidens og fremtidens vanskeligt begribelige og fascinerende kultursammenstød midt i Danmark.
 
Selv om Rushy er et lysende eksempel for andre, er hendes bøger alt andet end sødsuppe. De er fyldt med gribende beskrivelser af de dilemmaer og konfrontationer, der har været en del af hendes og andres liv som indvandrere. Helt uden sminke.
 
"Du lovede, vi skulle hjem" starter med beskrivelsen af en mands følelser på vej til en døende ægtefælle på hospitalet. Han ville "give hvad som helst for, at der dengang havde været nogen, der havde advaret ham og forhindret ham i at tage af sted" dengang i 1970. Han havde hele tiden satset på, at han skulle hjem igen. "Han ville ikke opsluges. Han skulle jo hjem igen, mere oplyst end alle de andre." Nu tænkte han på, "hvor tomhændet, han egentlig ville være, hvis det lykkedes ham at slutte cirklen".
 
Ingen tvivl om, at det er Rushy Rashids far, der beskrives, selv om bogen er fiktion. Og bogtitlens ord er uden tvivl hendes afdøde mors: "Du lovede, vi skulle hjem…"
 
Hendes forældre deler/delte skæbne med utallige andre indvandrere, især fra Tyrkiet og Pakistan. De troede selv fuldt og fast, de skulle hjem igen. De skulle bare tjene lidt mere, så skulle det være. De brød sig ikke om at lære sproget, for de skulle jo hjem. Og det var vigtigere at børnene kunne klare sig i hjemlandet og nyde respekt i familien, end at de kunne klare sig i Danmark.
 
Men årene gik, og de kunne ikke undvære konen og børnene. Og så gik der endnu nogle år og børnene kom i skole og fik danske venner. Og så en dag var gæstearbejdere/fremmedarbejdere blevet til indvandrere. Ligesom flygtningene, der måske også troede, at de kun skulle have beskyttelse en overgang.
 
De blev her. Men sjælen fik de aldrig med. De blev kronisk syge i sjælen. Det er indvandrernes lod. Udlængsel, når de er hjemme, hjemlængsel, når de er ude.
 
I "Et løft af sløret" giver Rushy Rashid en rørende beskrivelse af sorgen ved afrejsen til Danmark - og den lige så store sorg, da hun bliver sendt hjem til faster Mimi i Pakistan for at undgå påvirkninger af den danske ungdomskultur og det danske skørlevned. To gange bliver hun revet op med rode. Og tre gange bliver hun arrangeret ind i ægteskaber med blandede formål. Hun er ufatteligt stærk. Står det hele igennem, bl.a. takket være forældre, der trods alt har overskud og format til at modstå familiens kollektive normer og give hende en chance for selv at bestemme sin skæbne.
 
Det, jeg godt kan lide ved Rushy Rashid og hendes bøger, er, at hun på én gang har stor kærlighed til sin familie og familiens kultur. Samtidig med at hun hudløst beskriver det umulige ved at presse denne kultur ned over børn og unge, der vokser op i Danmark. Hendes beskrivelser af familietraditionerne, bryllupsritualerne osv. er farverige og kærlige, så man forstår rigdommen og skønheden i den pakistanske kultur. Samtidig med at hun ikke skjuler den absolutte nødvendighed i at bryde med familiens kollektive tænkemåde. I Danmark er det den enkeltes lykke, der er målet, også for familierne. I hjemlandet er det familiens tarv, der er afgørende. Hvad der er godt for familien, er også godt for den enkelte. Denne modsætning giver smertelige konflikter og blødende
sår, når de unge må skuffe deres forældre og træffe valg, som familien i hjemlandet hverken forstår eller respekterer.
 
Rushy Rashid har selv truffet sådanne smertelige valg. Hun har heldigvis ikke glemt sine forældres kultur. Hendes opgør er et kærligt opgør. Det er derfor, hun er værd at læse, også i genoptryk!
 
Bertel Haarder