rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Ambassadørens opgør

Pakistans ambassadør i Danmark er en kvinde med stærke meninger. Hun
taler gerne om de pakistanske kvinder, som ikke finder sig i at blive undertrykt, og om et opgør med den religiøse fanatisme, der netop har fremprovokeret borgerkrig i hendes hjemland. Rushy Rashid har mødt Fauzia Abbas.

Af Rushy Rashid
Lørdag den 30. maj 2009, 22:30

Det trænede pakistanske øre bemærker allerede ved første »vuf«, at det ikke er en helt almindelig kvinde, der er udsendt som Pakistans repræsentant i Danmark. Velkomstkomiteen i den pakistanske ambassade på Valeursvej i Hellerup består af to gøende hunde, der er mere end bare nysgerrige efter at vide, hvem deres ejer har sat stævne denne formiddag. Der falder først ro over gemytterne, da Fauzia Abbas viser sig i døren og med en myndig stemme beder sine hunde om at opføre sig ordentligt. Hun er klædt i et sort og gulblomstret Shalwar Kameez-sæt, der består af en lang tunika, som bæres over et par vide bukser i samme stof. Det ensfarvede gule chiffontørklæde hænger løst og tækkeligt foran fra den ene skulder til den anden. Det mørke hår får lov til at flagre frit. Hun har let til smil, men man er ikke et sekund i tvivl om, at hun også kan sætte folk og hunde på plads alene med sit blik.

Som frække unger, der godt ved, at de gør noget forkert, holder hundene op med at gø, men fortsætter dog med at vimse rundt om ambassadøren under hele fotoseancen. Til sidst opgiver hun at irettesætte dem.

»De er af racen Tibetansk Spaniel, og hedder Rewa, som betyder håb, og Wamrong, opkaldt efter en by i Bhutan. Den sidste er et gadekryds, som jeg har fra en hundekennel i Genève. Den hedder Milou og er derhjemme. Jeg har både fugle, hamstre og katte, men her i Danmark må jeg nøjes med mine tre hunde,« fortæller fru Fauzia Abbas.

Netop ambassadørens hunde har været et stort samtaleemne blandt herboende pakistanere. Hun blev stemplet som utilnærmelig overklassefrue med nykker, så snart nyheden om hundene bredte sig i den pakistanske koloni. At have hunde som kæledyr i hjemmet er ikke almindeligt hverken i Pakistan eller blandt pakistanere i Danmark. Hunde betragtes som urene og skal holdes uden for huset, hvor de har deres eget liv og funktion som vagthunde.

»Mine dyr har fulgt mig hele mit liv og hele verden rundt. Og de er også med mig, når jeg besøger min konservative familie i Peshawar i Pakistan. Mine hunde er en del af den samlede pakke, og efterhånden har alle lært at leve med mig og mine dyr.«

Fauzia Abbas blev født i New Delhi i 1951, hvor hendes far var diplomat, i øvrigt en af de allerførste diplomater, der lige efter Pakistans uafhængighed fra Indien i 1947 blev sendt til netop Indien for at repræsentere det nye land. Siden blev han udstationeret i mange forskellige lande, og datteren Fauzia rejste med sin familie rundt i hele verden, hvor hun fik sin grunduddannelse på internationale skoler.

»Min mor var kun 17 år, da hun blev gift. Hun var efternøler i en søskendeflok på fem og ønskede i den grad at læse videre. Men der var 20 år mellem hende og hendes ældste søster, derfor var det vigtigere for hendes aldrende forældre, at hun blev gift så hurtigt som muligt. Mest af alt handlede det for dem om at sikre sig, at deres datter blev forsørget, når de ikke var til mere. Min mor var hele sit liv diplomatfrue og levede mest for sin mand og sine døtre. Som diplomatfrue kunne hun ikke drømme om et liv, hvor hun kunne realisere sine egne drømme. Derfor gav hun sine drømme videre til mig og mine to søstre. Hun har altid sagt, at det er vigtigt for kvinder at være økonomisk uafhængige. Derfor har hun altid opfordret og støttet os alle tre til at få os en uddannelse.«

Fauzia Abbas’ familie kommer fra Peshawar, hovedstaden i den kontroversielle nordvestlige provins i Pakistan, som ligger tæt på den afghanske grænse. Her står kønsligestilling og kvinders rettigheder ikke øverst på dagsordenen. Men tanken om kvinders personlige og økonomiske uafhængighed har altid præget hendes familie. Selv om pigerne blev tidlig gift, så har det ikke begrænset dem i at tage uddannelse eller et job.

Familiens liberale indstilling har præget Fauzia Abbas gennem hele livet. Hendes fars mange udstationeringer rundt om i verden har yderligere bidraget til familiens meget mere nuancerede syn på frihedsbegreber som ligestilling, retten til uddannelse og økonomisk uafhængighed, end det, der generelt kendetegner folk i det traditionelle Peshawar. Alle tre piger har forfulgt deres drømme og nået deres mål. Den ældste søster valgte at læse til lærer og har som den første pige i familien taget en mastergrad. Den yngste søster arbejder i dag for Asian Developement Bank i Islamabad.

»Min mor ville gerne have haft, at en af os piger blev læge. Men jeg var hverken født til det eller havde motivationen. Som barn ville jeg allerhelst arbejde med dyr, men da jeg skulle træffe mit valg som voksen, kunne jeg mærke, at livet som diplomat passede bedre til mit temperament. Min far har altid haft pauser mellem sine udstationeringer, hvor vi var hjemme i Pakistan et par år, før vi drog ud igen. Det har givet mig en stærk tilknytning til Pakistan. Jeg ønskede inderligt at arbejde både for og med mit land.

Som diplomat kunne jeg kombinere det bedste, jeg havde lært fra begge verdener. Ved at tjene mit land i udlandet kunne jeg give noget tilbage. Min far prøvede dog at tale mig fra det, idet han mente, at jeg som kvinde ville få et mere stabilt og tilfredsstillende liv ved at vælge en anden karriere. Men jeg lyttede ikke til min far, det gør børn jo aldrig. Man har så travlt med at gøre oprør mod sine forældre. Og jeg havde besluttet mig.«

Efter sin embedseksamen i 1976 tog Fauzia Abbas et job i Udenrigsministeriet i Islamabad med et håb om at kunne blive udstationeret i udlandet. Men da general Zia-ul-Haq kom til magten, blev der sat en effektiv stopper for kvinders muligheder for at gøre karriere i udenrigstjenesten.

General Zia ønskede at islamisere Pakistan og indførte en række initiativer i de år, der indskrænkede kvinders frihedsrettigheder både på hjemmefronten og i det offentlige liv. Det provokerede og motiverede den unge Fauzia Abbas til at arbejde endnu hårdere for at nå sit mål. Efter nogle år ophævede general Zia dog forbuddet mod udstationering af kvinderne, men holdt fast i kravet om, at kvinder skulle gå tildækket i det offentlige rum, ligesom alle offentligt ansatte kvinder skulle være tildækkede.

»Jeg kan blive så bitter, når jeg tænker tilbage på de år. Det var lige efter, at Vesten havde skabt mujahedinerne i Afghanistan for at bekæmpe russerne. Men da krigen sluttede, vendte Vesten blot ryggen til og forlod det smadrede land og gjorde intet for at genopbygge det. Samtidigt vendte man også det blinde øje til det, der foregik i Pakistan, fordi militærregimet i Pakistan havde støttet mujahedinernes modstandskamp mod den russiske besættelsesmagt. I de år led demokratiet og menneskerettighederne et enormt stort nederlag i Pakistan. Det var et tilbageskridt af dimensioner for kvindekampen og kønsligestillingen. Og det, der sker i området i dag, er et resultat af, at Vesten løb fra sit ansvar dengang.« I 1991 blev hun gift med kollegaen Shahbaz. På spørgsmålet om det var et arrangeret ægteskab eller et valg, hun selv traf, fortæller hun: »Når man finder den rette, så handler det om at få alle enderne til at nå sammen ved at arbejde via de rigtige kanaler. Vi fandt hinanden og gik tilbage til vores familier og meddelte det. Så kunne de voksne forhandle og snakke sig frem til bryllupsarrangementet. Det var med til at forene vores to familier, og vi fik hinanden. Så alle var glade.« Til forskel fra sin mor valgte Fauzia Abbas at fortsætte sin karriere. De første år arbejdede hun på lige fod sammen med sin mand i Genève, men så begyndte deres individuelle karrierer at tage fart. Hendes mand blev udstationeret i Haag i Holland, men da hun ikke ville opgive sit job, måtte hun blive i Genève. Her boede hun så alene med sin nyfødte datter og hund.

At opgive sin egen karriere og slutte sig til sin mand som diplomatfrue, var hun for selvstændig til. Derfor stod hun fast på, at hvis hun skulle opgive noget, så krævede hun det samme af sin mand. Løsningen måtte så blive, at de begge fandt job i Pakistan og etablerede sig der. Men da ingen af dem gav sig, blev løsningen at de måtte leve hvert sit sted og pendle frem og tilbage for at bevare et familieliv. Og sådan har det været lige siden. I dag er hendes mand, Shahbaz, som kun benytter sit fornavn, udstationeret som Pakistans ambassadør i Østrig.

»Det er ikke nemt at være alene med børn, og de lærer at fuppe én godt og grundigt. Pigerne bor fast sammen med mig, men de laver tit en by-pass med deres far, hvis der er noget, jeg har sagt nej til. Engang da jeg var på et seks måneders kursus i Pakistan, og min mand var bosat i Norge som ambassadør, boede pigerne hos ham, fordi det var belejligt. Dengang bildte pigerne mig i flere måneder ind, at de havde fået lov til at få slanger som kæledyr af deres far. Jeg blev rasende. Og de holdt fast på det, indtil jeg kom hjem og fandt ud af, at det var tøjdyr fra IKEA.«

Efter de seks måneder erkendte Shahbaz også, at det ikke havde været helt nemt at passe både pigerne og et krævende job som ambassadør. Så det har han fået stor respekt for siden.

»Men det er klart nemmere nu, end det var tidligere, hvor pigerne var små. I dag er Shandana 15 år og Ayeshajan er 13. De har deres liv, deres egne interesser og viljer. Og når vi nu begge arbejder i Europa, kan min mand let flyve frem og tilbage over en weekend. Det er en meget atypisk måde at være gift på. Måske gør det også, at vores ægteskab holder. Men tro ikke, at vi ikke får taget et ordentligt skænderi. For det skal også til i et forhold. Men vi er også gode til at sparre fagligt med hinanden. I det store hele synes jeg, at vi er gode til at være sammen, når vi endelig er samlede. Det handler meget om planlægning og prioritering,« siger hun og smiler.

Fauzia Abbas er godt klar over, at hun lever et meget privilegeret liv som en af de ti kvinder i Pakistan, der har en »22. grad« – den højeste position man kan opnå som embedsmand i statens tjeneste. Det er en bedrift for en kvinde fra et land, der er mere kendt for sager som æresdrab, afbrænding af pigeskoler, islamisering og ikke mindst for Talebans kurs mod Islamabad. Men midt i al elendigheden er der også masser af lyspunkter, som de internationale medier ikke får med, når de tegner det dystre billede af forholdene i Pakistan, mener ambassadøren.

»Jeg synes, kvinderne i Pakistan i dag har langt bedre kår for at blive, hvad de har lyst til. Vi har faktisk kvinder repræsenteret i alle fag og på alle niveauer. Det, jeg er mest stolt af, er antallet af folkevalgte kvinder i både Den Nationale Forsamling, Senatet og de Regionale Forsamlinger. De er valgt ind på både de reserverede pladser, men også på flere af de generelle pladser. Den store udfordring ligger dog stadig i at bekæmpe den feudale mentalitet, som hersker i dele af Pakistan. Den kommer vi bedst til livs ved at uddanne kvinderne og fra bunden ændre hele familiens tankegang.«

»Jeg kunne forestille mig, at Pakistan kunne bruge de danske erfaringer, når det gælder den institutionelle opbygning. Desuden kunne vi lære meget af studenterudvekslingsprojekter, gerne med særlig fokus på kvinder. Det kunne være givende for både Pakistan og den enkelte studerende at lære om det danske demokrati, og hvordan det danske samfund er organiseret. Det kunne måske være i form af scholarships på universitetsniveau, der var bundet op på konkrete projekter. Så kunne de studerende rejse tilbage til Pakistan og omsætte deres viden og erfaringer med det samme. Men det er vigtigt for mig at understrege, at på trods af den kritiske situation i området så er Pakistan et meget dynamisk og fremadstræbende land, der er værd at investere i.«

Lyden af små hundepoter, der skraber på døren ind til ambassadørens kontor, er vokset i styrke. Efter hundenes mening har interviewet været slut længe. Da døren endelig åbnes, bliver den pakistanske ambassadør i Danmark igen kærligt overfaldet af Rewa og Wamrong. Og den normale og alligevel atypiske hverdag i ambassaden kan fortsætte.