rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Brænd i helvede

Østrogen.dk - MANDAG 4.5.2009 08:05 - AF RUSHY RASHID,

Heldigvis bliver man klogere med alderen… Rushy Rashid lærte hjemmefra, at de Sataniske Vers burde brændes og fordømmes.

Året var 1989. Salman Rushdie havde lige udgivet sine ”Sataniske vers”, og debatten for og i mod kørte på de høje nagler. Når mine forældre - med og uden deres venner - kommenterede forfatteren og hans sataniske værk, blev der ikke lagt fingre i mellem.

De var alle enige om, at ham Salman Rushdie og hans bog var djævlens værk. Ingen tvivl. Han ville brænde op i helvede. Og hans bog, den skulle også bare brændes. 

Den var uren. Den var faktisk så blasfemisk, at man selv ville havne i helvede, hvis man overhovedet læste den, lød det fra en af mine forældres venner med den mest kritiske stemme.

Islams fjende
En dag han var til middag hos os, pegede han pludselig på mig: ”Du, Rushy du er da god til at skrive dansk. Du må gøre din pligt. Skriv at Salman Rushdie er Islams fjende.

Skriv at han kaster smuds på vores religion. Han er kun ude på at vanære os. Det er din pligt som muslim at forsvare din religion”.

Jeg blev så beæret over denne direkte opfordring, at lige så snart jeg kom op på mit værelse, satte jeg mig ned og begyndte at skrive et harmdirrende læserbrev, som jeg ville sende til en eller anden avis for første gang i mit liv.

Forskrækket dansklærer
På det tidspunkt gik jeg på et kontorkursus og der bad jeg dansklæreren om at læse mit indlæg igennem for fejl. Mens hun læste mit indlæg, fulgte jeg nysgerrigt med i hendes skiftende ansigtsudtryk. Da hun var færdig med at læse, havde hun en meget alvorlig og bekymret mine på.

Har du læst ”De Sataniske Vers”, spurgte hun. ”Øh nej”, svarede jeg og forsatte stolt: ”Det havde jeg ikke og det kunne jeg ikke drømme om.”

”Hvor meget kender du til forfatteren, der har skrevet denne bog ?” Jeg svarede: ”Jeg kender ham slet ikke. Faktisk ved jeg ikke en gang, hvem han er. Men det er lige meget. Han er Islams fjende, det siger en af min fars venner!”

Fjendtlig uvidenhed
”Men hvordan kan du have en holdning til en bog du ikke har læst? Og hvordan kan du have så fjendtlig en holdning til en person, som du ikke ved ret meget om?” spurgte dansklæreren.

”Jeg synes, du skulle tage og læse bogen og så komme med din holdning. Så vil dit indlæg blive et kvalificeret bidrag i debatten. Men hvis du har lyst til at sende dette brev af sted, så gør du bare det. Det har du ret til, som han har ret til at skrive sin bog.”

Skamfuld
Den sad! Jeg blev helt mundlam. Og også lidt skamfuld. Jeg havde jo ikke læst bogen. Og jeg kendte faktisk INGEN, der havde læst den bog. Jeg var blevet revet med af stemningen. Jeg var blevet pakket ind i andres holdninger.
Egentlig havde jeg ingen mening om hverken Salman Rushdie eller hans bog. Så hvorfor skrive et læserbrev, fordi min fars ven var sur på en eller anden forfatter. Han måtte da selv stå til regnskab for sine egne holdninger.

Blev klogere
Jeg krøllede mit indlæg sammen og smed det i skraldespanden. Jeg fik aldrig taget mig sammen til at læse ”De Sataniske Vers”, men til gengæld blev jeg klogere. Jeg gav manden en chance og har læst et par af hans andre bøger. Og han skriver fantastisk godt. Nu kommer”Fortryllersken fra Firenze”.
Den glæder jeg mig også til at læse.
Kærlig hilsen
Rushy Rashid