rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Berlingske Tidende 8. marts 2009

Stemmeretten, demokratiet og lillefingeren

 Af Rushy Rashid Højbjerg

Vi skriver 8. marts 2009 og i år har vi en særlig grund til at fejre dagen. I år er det nemlig 100 året for at danske kvinder udøvede deres demokratiske ret og afgav deres stemme til kommunalvalget for første gang. En ret, der er værd at fremhæve og fejre, så det giver genlyd i alle afkroge af landet.

Man skal jo ikke hedde Einstein for at bemærke, at jeg nok ikke er dansker gennem generationer. Og nej – jeg er ikke født her i landet. Måske derfor holder jeg et lidt andet spejl op foran de rettigheder, jeg som dansker besidder. For mange andre steder i verden er de rettigheder ikke-eksisterende for de almindelige befolkninger. Eller bare som kvinde. For eksempel i Pakistan. I Pakistan er der ikke ligestilling mellem kønnene. Der er ikke lige adgang til skole og lægehjælp. Der skelner den udøvende og dømmende magt mellem menigmand og den herskende elite. Som dansker ville man lynhurtigt blive forbavset, forbandet og fortvivlet over de manglende fundamentale rettigheder. Som pakistaner har man lært at leve med det – og så i øvrigt sno sig så godt man kan i uskøn kamp, hvor alle kæmper mod alle.

Måske jeg med min baggrund skønner lidt ekstra på de statsborger-rettigheder, der hører til Grundloven og det danske demokrati.

Jeg kan tydeligt huske, da jeg som halvstor skolepige – et par år efter at jeg som 9-årig flyttede fra Pakistan til Danmark – lærte om stemmeretten. At alle danskere – at alle danske kvinder – kunne stemme og dermed be-stemme over deres eget liv, egen fremtid og landets fremtid. At kvinder her til lands har ret til at vælge og ikke mindst fravælge! Det var næsten uvirkeligt godt.

Da jeg senere kom i gymnasiet oplevede jeg, hvor meget mine kammerater gik op i landets politik og hvor alvorligt de tog det at kunne afgive deres stemme. Det gjorde et stort indtryk på mig.

Dengang lovede jeg mig selv, at jeg altid ville bruge min demokratiske ret til at stemme. Den ret var simpelthen for kostbar og dyrekøbt til, at jeg ville kaste vrag på den ved at lade sofaen vinde. Og indtil nu har jeg stemt hver eneste gang, jeg har haft muligheden. Og hver gang sætter jeg mit kryds med andægtighed. Jeg svinger det faktisk op til noget stort og højtideligt.

Jeg føler lidt, det er med stemmeretten, som det er med en lillefinger. Til dagligt bemærker vi den ikke. Den er der bare. Men ve og skræk, hvis vi skærer os i lillefingeren, så den bløder og dunker. I de næste dage opdager vi, hvor meget lillefingeren bliver brugt til. Og hvor meget vi ønsker, at den snart bliver god igen, så vi kan genoptage vores normale gøremål.

Måske sætter vi i det daglige ikke den store pris på Grundloven og hvad der deraf følger. Men hvis den bliver anfægtet, hvis vi får beskåret vores personlige frihed og de rettigheder, vi som individer er sikret ifølge Grundloven, så gør det ondt. Og så vil vi kæmpe til blodet sprøjter.

Men hvorfor ikke være på forkant og lære vores unge at sætte pris på de goder, vi har. De unge kvinder, som skal stå i stemmeboksen for første gang, skal da vide, at det er en vigtig arv, de skal føre videre. Den kamp de modige danske kvinder kæmpede for os for 100 år siden, ikke var forgæves. For takket være den kamp er vores samfund så demokratisk i dag, hvor ligestilling mellem kønnene er en selvfølge. Så skål og tillykke med 100 års-dagen for kvinders stemmeret!