rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

www.oestrogen.dk - 6. januar 2009

Kvinde, kræv din ret
Skrevet af Rushy Rashid, samfundsdebattør, journalist og forfatter 

Kvinder har kunne blive valgt i politik i 100 år, men der er lang vej endnu. Er det ikke på tide, at lokalråd afspejler lokalsamfundet?

Nytåret er vel overstået. Og en særlig gruppe af mennesker ved, at de skal løbe ekstra stærkt i år. 2009 er nemlig et valgår, og hvis vores kære lokalpolitikere skal gøre sig forhåbninger om at blive genvalgt, skal de starte allerede nu.

Også de lokale partiforeninger har sat alle sejl til for at finde egnede kandidater, som kan sluge stemmer. Men kigger vi på kønsfordelingen ser det ikke for godt ud for kvindernes vedkommende.

Kvinders ret
100 år efter kvinders ret til at blive valgt, er det dog sørgeligt at se, at vi kun sidder på en tredjedel af pladserne i landets kommunalbestyrelser. De fleste pladser er stadig besat af mænd i deres bedste middelalder.

Det er vigtigt, at så mange stemmer som muligt bliver hørt og repræsenteret der, hvor de store beslutninger tages. Derfor er der brug for en særlig og målrettet indsats for at få aktiveret så mange kvinder som muligt i politik. Også kvinder med anden etnisk baggrund.

Tankevækkende ubalance
Der er ikke mange markante kvinder i lokal politik, som man kan spejle sig i. Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard er en af de få undtagelser. Derfor er det også fedt, at netop hun har sat sig for at gøre noget aktivt for at sætte fokus på vigtigheden af flere kvinder i lokalpolitik.

Og specielt kvinder med anden etnisk baggrund. For det er da tankevækkende at i Københavns Kommune, hvor hver tiende borger har anden etnisk baggrund, sidder der kun en kvinde i Byrådet, som har anden etnisk baggrund.

Mentorordning
Sammen med Kvinfo vil man i Københavns Kommune lave en mentorordning fra marts 2009, som skal få flere kvinder med anden etnisk baggrund til at engagere sig. Tanken er at få matchet nogle af de valgte kvindelige politikere med de ressourcestærke kvinder, der måske har lyst, men mangler kendskabet og modet til at prøve sig af politisk.

På den måde kan de garvede kvindelige politikere øse ud af deres værdifulde viden og være med til at starte en positiv spiral.

Krads i fordommene
Men inden vi kommer så langt, er det vigtigt for folkene i de lokale partiforeninger at være mentalt klar og åbne over for disse nye kandidater. Det er der, det halter.

I mange lokale partiforeninger sidder mange ældre mennesker, der stadig ikke har nogen form for kontakt med indvandrere og flygtninge, og som har mange fordomme og negative holdninger, grænsende til det islamofobiske. Mange af dem har utroligt svært ved at skelne mellem en Asmaa og en type som mig.

Så længe man ikke får fat i den gruppe og kradset lidt i deres fordomme, bliver det svært at få fat i nye kandidater. Og slet ikke kvinder med anden etnisk baggrund.