rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Berlingske Tidende - Mandag den 22. september 2008

Udvid det arabiske initiativ til Pakistan

Pakistan er på randen af sammenbrud. Vi må og skal hjælpe Pakistan i kampen mod terror. Der er i den grad brug for, at vi går i gang med at opbygge demokratiet fra bunden, inden det er gået helt tabt.

Af Rushy Rashid Højbjerg - Journalist og forfatter

Det er kun et par uger siden, at syv-års-dagen for 11. september blev markeret. En dato de færreste glemmer eller ikke kender betydningen af. Fra den dag for syv år siden satte terroren og terroristerne sig for alvor på den globale dagsorden. Al-Qaeda, Taleban, Osama bin Laden og de daglige angreb på vestlige interesser kører som en uhyggelig føljeton i diverse nyhedsudsendelser døgnet rundt – verden rundt. Efterhånden er de terrorhandlinger blevet så meget en del af vores hverdag, at man zapper væk. Man kan næsten ikke kapere mere, medmindre der er personlige interesser eller danskere involveret.

For hver gang vi mister en dansk soldat i Afghanistan, bliver vi mindet om den terrortrussel, der hviler over os. Og som kan ramme os når som helst. Ved hvert tab får vi frisket op, at det nytter noget at kæmpe for vores frihedsrettigheder og hjælpe andre til også at opnå dem. Derfor er vores indsats i Afghanistan så vigtig og vores rolle i kampen mod terror ikke ubetydelig, selv om vi blot er et lille land.

Sammen med vores allierede har vi sat det som mål at hjælpe det fattige land på fode igen. Faktisk skriver Udenrigsministeriet på sin hjemmeside følgende om vores indsats i Afghanistan:

»Det overordnede formål med den danske indsats i Afghanistan er at bidrage til national, regional og global sikkerhed ved at forhindre, at landet igen bliver et fristed for terrorister.

Samtidig skal den danske indsats bidrage til fremvæksten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som kan tage vare på egen sikkerhed, fortsætte en demokratisk udvikling og fremme respekten for menneskerettigheder.«

Vender vi blikket mod nabolandet Pakistan, kunne man lige så godt overføre denne indsats dertil. For det er efterhånden ingen hemmelighed, at Pakistan er på randen af et sammenbrud. Regeringen har næsten ingen magt til at styre hverken landet, folket eller beskytte landets grænser. Terrorister demonstrerer gang på gang, at de kan komme og gå helt ind i hjertet af hovedstaden, som det passer dem. Flere gange har de haft held til at sprænge bomber ret tæt på regeringsbygninger, uden at der kunne gøres noget. Hvis ikke den siddende regering viser handlekraft nu, vil folkets frustration udmønte sig i selvtægt, og i værste fald kan det starte en borgerkrig, hvor alle kæmper mod alle for at overleve.

Til forskel fra Afghanistan er Pakistan en atommagt. Landet har også en efterretningstjeneste og et militær, der heller ikke er styr på. Samtidig er der folk i både militæret og efterretningstjenesten, der sympatiserer med de fundamentalistiske kræfter, som kæmper mod Vesten og amerikanerne. Derfor synes jeg ikke, det er særlig smart, at amerikanerne gennem flere måneder har lavet deres nålestiksoperationer uden et mandat fra den pakitanske regering. De er derved med til at øge risikoen for, at det pakistanske folk sætter sig imod regeringen og kan i værste fald vælte den med argumentet: at den afgiver landets suverænitet til en fremmed magt. Og lige nøjagtig det argument bliver brugt af fundamentalisterne til at skaffe støtte til deres kamp mod Vesten.

Jeg tør næsten ikke tænke tanken til ende om, hvad der sker, hvis det ender med, at den nuværende skrøbelige – men stadig demokratisk valgte – regering falder. Hvis det sker, er der ingen vej tilbage.

Vi kan derfor ikke bare sidde med hænderne i skødet og tænke, at det ikke er vores problem. Det må de selv ligge og rode med. Pakistanerne kan bare bruge deres penge på at hjælpe deres egne i stedet for at bruge penge på atomvåben. Gid det var så nemt.

Som det ser ud lige nu, kan den siddende regering ikke klare sig alene. Præsident Mu­sharraf tog en kontroversiel, men klog beslutning – set med vores øjne – da han sluttede sig til vores kamp mod terror. Nu da han er væk, må vi i Vesten holde fast i, at Pakistan ikke må falde i hænderne på netop de terrorister, der bragte os sammen med Pakistan.

Derfor må og skal vi hjælpe Pakistan og den pakistanske regering nu. Den britiske udenrigsminister sagde forleden, at briterne står side om side med Pakistan i denne sag. Vores egen udenrigs­minister udtalte, at vi er nødt til at støtte Pakistan i at holde den demokratiske udvikling på sporet. Det betyder, at det internationale samfund er nødt til at hjælpe Pakistan med at samle efterretningstjeneste, militær, politi og andre aktører i kampen mod terror. For formålet med denne slags terroraktioner er at underminere den demokratiske udvikling i Pakistan. Og Per Stig Møller har fuldstændig ret.

Vi er nødt til at gøre noget. Og måske skulle vi i Danmark tage initiativet og få vores allierede med også. For vi har nogle redskaber, vi kan gøre brug af i denne sammenhæng.

I 2003 blev det arabiske initiativ lanceret som en del af vores udenrigspolitiske strategi for Mellemøsten. Et initiativ der også fik en pose penge med til at arbejde med projekter for at fremme foreningsfrihed, kvinders rettigheder, uddannelse af unge i menneskerettigheder og udvikling af demokratiske processer inden for regionalt civilsamfundsarbejde. Der skulle også arbejdes med at opbygge menneskerettighedsnetværk og styrke dialogen med de lokale NGOer. Det arabiske initiativ omfatter landene Marokko, Yemen, Jordan, Egypten, Gaza/Vestbredden, Libanon og Irak.

Jeg synes, vi skulle føje Pakistan til den liste, selv om Pakistan ligger i Asien. For der er i den grad brug for, at vi går i gang med at opbygge demokratiet fra bunden allerede nu, i stedet for at skulle »genetablere« demokratiet, når det er gået tabt. Vi har p.t. ingen bistandsprojekter i gang i Pakistan. Og så vidt jeg ved, er der ikke ret meget andet, vi samarbejder med pakistanerne om.

Måske er det på tide at kigge vores udenrigspolitiske indsats efter i sømmene og lave en strategi for vores samarbejde med Pakistan. Jeg ved, at der er menneskerettighedsorganisationer, som kæmper for deres overlevelse. Jeg ved, at medierne i Pakistan er i rivende udvikling og ville tage imod med kyshånd, hvis der kom hjælp udefra til at styrke journalister i deres arbejde for en uafhængig presse og derudover definere mediernes rolle i et demokratisk land. Jeg ved, at der er kvinde­organisationer, der vil kunne bruge de danske kvinders kamp for ligestilling. Og jeg ved også, at der er brug for hver en krone, som vi kan investere i at give børn en skolegang.

Ved at etablere et sådant samarbejde viser vi, at vi står ved vores venners side, også når de har brug for hjælp. Krigen mod terror er ikke en krig mod muslimer, afghanere eller pakistanere, som det bliver udlagt i det propagandamateriale, som fundamentalisterne hjernevasker deres tilhængere med. Vi er nødt til at gentage igen og igen, at krigen mod terror er en global kamp mod terrorister, der ingen midler skyer. Og som kun har én interesse: at sprede frygt, død og ødelæggelse uden at skele til folks køn, race, religion eller etniske tilhørsforhold.

Ved at stille op med hjælp og støtte nu viser vi det pakistanske folk, at Vesten ikke er ude efter muslimer, men terrorister, der rammer uskyldige civile, som tilfældigt befinder sig på det forkerte sted på et forkert tidspunkt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der nu sker med de efterladte til de mange menige medarbejdere ved Hotel Marriott, som blev dræbt. Vagterne der stod tættest på den eksploderede lastbil. Nogle af dem var måske hovedforsørgeren i en lille familie, der både har mistet familiens overhoved og troen på en bedre fremtid. Med vores hjælp kan de familier måske få et håb for en bedre fremtid.