rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Oestrogen.dk - 11. september 2008

 

Klumme: Hvor var du den 11. september?
Skrevet af Rushy Rashid

I dag er det syv år siden terrorangrebene på World Trade Center i New York, og frygten er blevet afløst af kamplyst.


Vi skriver 11. september i dag – en dato, vi aldrig glemmer.

Jeg har altid syntes, det var mærkeligt, når folk talte om datoer eller begivenheder, hvor man kunne huske, hvor man var eller hvad man lavede. Hiroshimabomben, mordet på J.F. Kennedy og Martin Luther King, månelandingen.

Jeg har ikke haft noget forhold til disse begivenheder, der fandt sted, før jeg blev bevidst om deres plads i verdenshistorien.

Et kryds i hukommelsen
Men 11. september 2001 blev en dato, der altid vil få mig til at huske, hvor jeg var, og hvad jeg lavede. Den har sat et stort sort kryds i min hukommelse.

Jeg sad i min stue med min seks måneder gamle søn Adam og min faster, der var på besøg fra Pakistan. Midt i te og kager ringede telefonen pludselig. Min bror fortalte, at der var et fly der havde ramt World Trade Center i new York.

Jeg troede, han lavede sjov, så jeg sagde til ham, at han skulle tage og blive voksen.

- Jamen, det er rigtigt!!! Tænd for fjernsynet!, skreg han i den anden ende. Mens vi talte, ramte det andet fly WTC, og jeg kunne så fortælle ham, at WTC nu var blevet ramt af to fly. Så var det hans tur til at sige: - Det er løgn.

Hver gang jeg så de billeder, voksede klumpen i min hals. Som så mange andre fik jeg et chok. Den eneste følelse jeg kan huske, jeg havde i det øjeblik, var frygt. Frygten for hvordan de væltede tårne ville påvirke eftertiden. Hvordan de ville påvirke den verden, min lille Adam skulle vokse op i?

De skal ikke vinde kampen
I dag syv år senere får jeg stadig gåsehud, når jeg ser billederne fra den 11. september.

Men for mig er frygten blevet afløst af kampen for at bekæmpe den fundamentalisme, der lå bag terroraktionen.

Derfor er det vigtigt, at vi som samfund ikke lader terroristerne vinde kampen om unge mennesker, som er usikre og mangler et ståsted. Unge, der mangler en håndsrækning til at få dannet et stærkt fundament for deres liv.

Det skal ikke og må ikke lykkes terroristerne at splitte deres liv ad, ved at forføre dem til at tro, at man kommer i paradis ved at begå mord.

Terroraktionen den 11. september kostede mange liv uden at skele til ofrenes oprindelse, religion, køn eller politiske tilhørsforhold.

En kæmpe udfordring
Vi har som samfund en kæmpe udfordring foran os, for vi lever i en tid og med en debat, hvor det gang på gang fremhæves, at assimilation er den eneste form for integration, der tæller. Den debat er vi nødt til at vende.

Vi er nødt til at inkludere i vores bevidsthed, at man kan være dansker med mange forskellige kulturer i bagagen. På den måde kommer vi et skridt foran terroristerne, der netop bruger den skingre debat som et argument for at lokke de unge.

Vi er nødt til at sadle om og inkludere den gruppe af unge, som er særlig udsatte for forførelse af de veltalende rekrutterende fra diverse fundamentalistiske grupperinger.

Vi må som samfund være opmærksomme på de svage unge. Som forældre og lærere må vi give vores børn viden og udvikle deres evne til at stille spørgsmål. Vi er nødt til at tage et større ansvar og holde øje med, hvor vores børn går hen, og hvem de er sammen med.

Vi er nødt til at samle kræfterne - uanset baggrund - for at bekæmpe fundamentalisterne. Det er vores eneste håb. Det må være læren fra den forfærdelige dag for syv år siden. Så har 11. september 2001 ikke været fortvivlende forgæves. I dag er det syv år siden terrorangrebene på World Trade Center i New York, og frygten er blevet afløst af kamplyst.