rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Berlingske Tidende 4. juli 2008

I den forbandede æres navn

af Rushy Rashid Højbjerg

Tahira Tabbasum. Før den 1. juli var hun en anonym kvinde i vores samfund, men med hendes tragiske død er vi på én dag kommet på fornavn med hende. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvordan kunne vi have forhindret det? Hvilke faresignaler skulle vi have lagt mærke til? Hvor har vi fejlet? Hvad kan vi lære af det?

Til forskel fra de andre sager om æresdrab, som vi kender, skiller Tahiras sag sig ud. Der er flere nye elementer i hendes historie, som vi ikke har været opmærksomme på før. Det er ikke så tit, at jeg støder på dansk-fødte piger, der flytter til Pakistan. Og et af de spørgsmål jeg hører igen og igen i disse dage er: Hvorfor flyttede hun frivilligt derned? Og hvis hun skulle levere en arving, hvorfor boede hendes mand så i Danmark, mens Tahira boede hos hans familie i Pakistan?

Det er svært at forstå, fordi det ligger så langt væk fra vores måde at leve på. Men I Pakistan er det almindeligt at mænd, der arbejder i udlandet ikke nødvendigvis har familien hos sig. De arbejder igennem i lange perioder og tjener gode penge, som sikrer deres familier gode levevilkår. En gang i mellem kommer de hjem og holder ferie i et par måneder, for så at tage af sted igen. Det er ikke altid uproblematisk at være svigerdatter i en sådan familie. For der er mange om at bestemme over en. Øverst i hierarkiet er svigerforældrene og så kommer deres egne børn. Nederst i et sådant hierarki finder man de svigerdøtre, som flytter ind i familien i forbindelse med et giftermål.

Det er heller ikke så tit, at vi hører om de unge familiesammenførte mænd og deres levevilkår i Danmark. En del af disse mænd kommer hertil med de samme drømme som den første generation af indvandrerne. Nemlig drømmen om et hus og et bedre liv for deres familie i Pakistan. De pejler sig mod den kultur de har forladt, mens de unge piger har deres udgangspunkt i Danmark.

Derfor er der en medfødt ubalance i sådanne ægteskaber, hvor manden er underlagt konen og afhængig af hendes opholdstilladelse i Danmark. Mændene er jo kodet til en overordnet position. Men for at komme til Danmark, lever de med det. I flere tilfælde har jeg oplevet, at når mændene endelig har fået deres opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab ændrer de sig. Nu er de ikke bange for at blive smidt ud. Så begynder de at overbevise og manipulere pigerne til at tro, at det er for deres eget og familiens bedste at flytte tilbage til Pakistan. Guleroden er, at pigerne vil få et liv med tjenestefolk og børnene vil ikke blive forvirret over at leve i to kulturer.

Mange af pigerne er naive. De kender kun familien i Pakistan fra de hyggelige ferier, men de kender ikke den barske hverdag i den pakistanske storfamilie, hvor kvinden kun er noget i kraft af familiens mandlige referencer. Man opdager meget sent som kvinde, at man ingen identitet har i sig selv.

Flytter man ned til sin svigerfamilie uden at have sin nære familie eller mand hos sig, gør man klogest i at rette ind efter familien ellers bliver livet hurtigt til et helvede. Og rygterne går.

I et mandsdomineret samfund som det pakistanske er der heller ikke meget hjælp at hente for en pige med dårligt ry. Der er fuld forståelse i omgivelserne for, at man sætter en sådan kvinde på plads. For én rådden fisk forurener hele søen. For at redde sin ære er det nærmest accepteret både at dø og dræbe, hvilket der også er fuld forståelse for hos de lokale myndigheder.

Derfor var det også belejligt at sprede rygter om at Tahira var løs på tråden. At kæmpe for sin ære, det er noget en god traditionel pakistansk mand og politimand forstår. Derfor har svogeren, som formentlig slog hende ihjel, sikkert også vundet stor respekt og forståelse for, at han gjorde det rette for at redde familiens ære.

Jeg er så vred og frustreret over at et liv bare er gået til spilde på denne grusomme måde. Hvorfor har hendes egen familie ladet det gå så vidt? Hvorfor har de ikke grebet ind for lang tid siden? Hvorfor har de ikke hjulpet hende ud af det helvede, inden det kom så vidt?

En skilsmisse ville nok have plettet Tahiras families ære, men så havde hun da ikke mistet livet i netop denne forbandede æres navn.