rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Berlingske Tidende, den 12. december 2007

af Rushy Rashid Højbjerg, Journalist og forfatter

»Yallahrup Færgeby« har sat sindene i kog, og afsnittene får mange skældsord med på vejen. Men kan julekalenderen ikke bruges til noget positivt, nemlig at tage hul på et stort problem – den manglende integration?

Yallahrup Styrer

Diskriminerende, racistisk, skadelig, intolerant, stigmatiserende ... Der bliver ikke sparet på de negative tillægsord, når man i disse dage diskuterer DR2’s Yallah-kalender med Ali og Hassan, de to helte med anden etnisk baggrund. Skriver man Yallahrup Færgeby på Googles søgemaskine, fortæller den på 0,90 sek., at de to ord optræder på 151.000 sider. Det må da være et udtryk for, at det er noget, der optager folk. Også hjemme hos mig afstedkom det første afsnit på blot 10 minutter en diskussion på en hel time bagefter. Var det godt? Var det skidt? Kan man tillade sig det? Venter en ny Muhammed-krise forude? Skulle man have tænkt sig om, inden man tog hul på de værste tabuer som: seksualitet, homoseksualitet, religion, kvindesyn, kriminalitet og ikke at forglemme det grimme sprog. Det næste bliver vel, at selveste Osama bin Laden aflægger Yallahrup Færgeby en visit?Og reaktionerne fortsætter: Navngiven politiker mødes med en gruppe unavngivne kulturpersonligheder med indvandrerbaggrund for at diskutere, hvordan de skal forholde sig til serien, stod der i Berlingske den 5. december. »Helt ærligt, tag jer nu lige sammen!«, får jeg lyst til at råbe. Hvad sker der med jer? Hvor blev jeres humoristiske sans af? Hvor blev forståelsen af den danske humor af? Jeg behøver ikke at holde gruppemøder for at finde ud af, hvad jeg mener om Yallahrup Færgeby. Jeg synes, det er orn’ligt sygt og vildt seriøst grineren, for at blive i jargonen. Det er satire, når det er bedst. Formålet med satire er at sætte ting på spidsen. Hvorfor må man ikke lave grin med et Yallah-univers, på samme måde som man gør grin med de danske arketyper, som skildres i bl.a. Drengene fra Angora eller Polle fra Snave ? Hvorfor må man ikke gøre grin med det sprog, der tales blandt nogle af de unge med både dansk og anden etnisk baggrund, som jeg også hører, når jeg går forbi en gruppe drenge med blandede baggrunde på Nørrebro, Vesterbro eller ned ad Strøget? Jeg føler mig ikke ramt som indvandrer, som de færreste danskere føler sig ramt af, at danske mænd karakteriseres som blege, alkoholiserede, hypokondere og kvindelige folkeskolelærere fremstilles som integrationshungrende, velmenende og sexfikserede i Yallahrup Færgeby. Hvis det var et billede af den typiske dansker, så ville jeg for alvor være bekymret.Jeg tror heller ikke på, at denne julekalender inspirerer flere unge til at tale mere »wållah-dansk«, end de gør i forvejen. Hvorfor er det et problem, at Ali og Hassan gengiver det sprog, mange unge taler i forvejen? Jeg synes netop, der skal gøres noget ved det. Hvis 24 gange 10 minutters satire kan flytte folk i deres holdninger, så synes jeg, at det er stærkt gået af holdet bag denne serie. De burde have en medalje. Jeg synes de sætter emnet integration til diskussion på en ny og sund måde. De sjove og sjofle slangudtryk går sikkert over igen, som alle de andre udtryk går af mode, når moden er forbi. Lige nu er det for sygt, men hvem synes det om et par måneder, når Ali og Hassan er glemt?

Men mit håb er, at debatten overlever og forhåbentlig har vi også fået en enkel løsning eller to på bordet. I det mindste håber jeg, at de. der skal tænke i løsninger på de problemer, der bliver rejst i dette program, får sig en øjenåbner. Jeg må også ærligt indrømme, at jeg synes, at alle kraftudtryk er forfærdelige, men jeg håber, at Yallahrup Færgeby kan være med til at sætte et spejl op for nogle af de unge, der går rundt og spiller seje med det grimme og taber-agtige sprog. Men jeg synes også, at serien rammer nogle af de velmenende integrationsfikserede socialarbejdere, der egentlig ikke fatter en bønne af, hvad der sker i hovederne på den gruppe, de netop forsøger at integrere. I stedet for at blive forarget og råbe racisme og stigmatisering, så forstår jeg ikke, hvorfor alle de mange stemmer fra folk med anden etnisk baggrund ikke udnytter denne debat til at sætte fokus på nogle af de alvorlige problemer og dilemmaer, der bliver rejst i dette stærkt karikerede satireprogram, som f.eks.:

1) Sproget. Det er et faktum, at en stor del af de unge med anden etnisk baggrund ikke har gode danskkundskaber, når de forlader folkeskolen. Konsekvensen heraf ses tydeligt i det store antal frafald, der sker blandt denne gruppe unge på ungdomsuddannelserne. Lad os da tage og finde ud af, hvad der skal til for at forbedre sprogkundskaberne, så vi også kan få den ressource aktiveret, der ligger gemt i disse unge. For vi har da i den grad brug for dem.

2) Manglende kendskab til dansk kultur. Når man som familie med anden etnisk baggrund ikke har ret mange eller ingen danske venner, som man besøger og også inviterer hjem, kan konsekvensen kun være, at man ikke får kendskab til hinandens kulturer og traditioner. Det skaber selvfølgelig grobund for angst, fordomme og myter på begge sider. Måske skulle man invitere den danske nabo ind til Eid ul Adha, der falder omkring den 20. december i år. Så kan den danske nabo gøre gengæld allerede den 24. december.

3) Opdragelsen. De unge, der vokser op mellem to kulturer, har det ikke altid let. Og den opgave skal løses i fællesskab af både forældrene og det danske samfund. Men tvinges danskheden ned over hovedet på de unge uden respekt for det, de kommer med i bagagen, får vi ikke kun splittet de unge ad, men også deres familier. Hvis ikke vi får hele familien med, ender de forskellige medlemmer i de forskellige sociale kasser. Sprogkurser og arbejde til forældrene er den sikre nøgle til at starte en positiv cirkel. Så kan det måske være, at forældrene begynder at komme til forældremøder i skolen og på den måde tager mere aktivt del i deres børns to-kulturelle liv og skole.

4) Religion. Jeg synes, det er et stort problem med de imamer, der kommer hertil med meget lidt eller næsten intet kendskab til det danske samfund eller den måde, mange indvandrere og flygtninge har indrettet deres liv på i Danmark. Jeg synes i øvrigt også, at det er et problem, at det lykkedes for nogle af de stærkt religiøse grupper at rekruttere umodne unge med henvisning til citater, der er taget ud af Koranen. Jeg synes, det er at kidnappe den islam, som jeg gennem hele min opvækst har lært handler om fred og næstekærlighed. Måske skulle vi tage fat om de unge og styrke dem i at kunne sige fra over for veltalende ekstremister. Måske skulle vi finde ud af, hvordan vi kan give imamerne en bedre viden og kendskab til det samfund, de kommer til. Så undgår vi, at deres prædikener tager udgangspunkt i en menighed fra en pakistansk provinsby frem for den mangfoldige gruppe af muslimer, der i dag frekventerer de forskellige moskeer. Måske vi skulle arbejde på at få en dansk/nordisk/nordeuropæisk imam-uddannelse, hvem ved? Og jeg kunne blive ved ... Der er nok af emner at tage fat på.

Når jeg nu sætter mig til tasterne, er det simpelthen for at understrege, at i min optik har Yallahrup Færgeby taget afsæt i en lille gruppe unge med anden etnisk baggrund og spundet et sort, karikeret fantasiunivers omkring dem. Jeg kender ikke mange – hverken danskere eller folk med anden etnisk baggrund – i min omgangskreds, der ville føle sig ramt af en eneste karakter i Yallahrup Færgeby. De fleste, jeg kender, kan godt skelne mellem virkeligheden og satiren, hvor virkeligheden sættes på spidsen. I øvrigt er der ingen, der tvinger nogen til at se Yallahrup Færgeby, hvis de ikke ønsker det. Lad da være med at tune ind på DR2 hver aften kl. 22.20 eller på PCen, hvis man ikke vil provokeres. Bare sluk. Vi lever i et frit land. Jeg melder hermed hus forbi og ønsker mig frabedt, at unavngivne kulturpersonligheder med anden etnisk baggrund skal bekymre sig på mine vegne. Jeg ser Yallahrup Færgeby som et rent satirisk og samfundskritisk program, der tager hul på den vigtige diskussion om integration eller mangel på samme, som vi ellers burde have taget hul på i vores samfund for mange år siden.