rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Berlingske Tidende, den 6. dec 2007

Rønn Hornbeck(s hår) er i høj kurs hos mig!

 

Af Rushy Rashid Højbjerg,

Journalist og forfatter

 

For 10 år siden sad jeg i et sminkerum i DR. Jeg skulle medvirke i et debatprogram. I stolen ved siden af mig sad en kvinde, der skulle deltage i samme program. Mens sminkøren var i gang med at gøre hende klar, vendte hun sig i mod mig og sagde: ”Vi danskere synes jo, at sådan noget sort hår er så smukt. Ser I også sådan på vores hår?”

 

Jeg blev forbavset over det spørgsmål. Hvilken tone det var mon sagt i? Skulle jeg skulle tage det positivt eller negativt? Så jeg svarede nærmest afvisende: ”Hvis du havde været i mit hjemland, så ville du nok have været i høj kurs med din lyse hårfarve!”

 

Jeg kendte ikke kvinden og var ikke enig med hende i de holdninger, som hun udtrykte i programmet. Da udsendelsen var ovre, var jeg overbevist om, at hun ikke var min kop te.

Men pludselig begyndte jeg alligevel at lægge mærke til hendes stemme, der skilte sig ud fra mængden i integrationsdebatten. Nu vidste jeg, hvem hun var – nemlig Birthe Rønn Hornbech. Og hun stod for noget. Jeg hæftede mig ved hendes synspunkter, lyttede til hendes holdninger. Det gik op for mig, at jeg havde afskrevet hende for hurtigt.

 

I de ti år, der er gået siden det program, er der sket en del i mit liv. Jeg har gjort mig mine erfaringer, som har rykket mig og mine holdninger. Mit hjem ligger ikke mere i et land på den anden side af kloden, men lige her i Danmark, hvor jeg faktisk har slået rødder. Jeg har været tvunget ud i nogle valg og beslutninger, hvor jeg skulle redefinere min identitet og mit ståsted som menneske. Jeg har været nødt til at sortere i de ting, der var værd at vælge og fravælge fra mine to identitetskasser. Jeg er ikke mere i tvivl om mine demokratiske frihedsværdier, rettigheder og ikke mindst pligter.

 

Men en ting er, at jeg bekender mig til det danske samfund og det demokrati, der er nedskrevet i Danmarks Riges Grundlov. Men er det danske samfund klar til at rumme mig? Kan jeg være demokrat med sort hår og brune øjne? Kan jeg være dansk og muslim på en gang? Kan jeg tillade mig at række hånden op og tro, at jeg på lige fod med alle andre kan tage del i det politiske liv, uden at blive hængt op på min etniske baggrund?

 

Jo mere jeg har forstået de danske værdier, des mere føler jeg, at de bliver tolket meget snævert, når talen falder på folk som mig, som ikke kan føre deres slægt flere generationer tilbage i Danmark. Hver gang Dansk Folkeparti sender deres ikke så friske pust over det ganske land, er det med et klart budskab om, at de værner om det danske samfund, hvor jeg ikke er inkluderet, medmindre jeg smider hele min ikke-danske bagage fra mig.

 

Med Birthe Rønn Hornbech som integrationsminister er jeg sikker på, at vi nu igen er på rette kurs mod den anstændighed og respektfulde tone i debatten om fremmede, som generelt forsvandt med DF’s indtog på den politiske scene (med Bertel Haarder som en undtagelse, der bekræfter reglen).

 

Jeg er glad for, at værdidebatten ikke kun kommer til at dreje sig om at være for og imod tørklæder nu. Men forhåbentlig også om det, der er inde i det indhyllede hoved og det tildækkede hjerte, som forhåbentlig banker for Danmark. Rigtig mange mennesker med anden etnisk baggrund vågnede op under karikatur-krisen og tilkendegav deres loyalitet til det danske samfund. Krisen var med til at ruske op i de værdier, der bærer vores samfund.

 

Hvor er det dog befriende at høre vores nye integrationsminister melde klart ud om, hvad hun står for. At vi skal fokusere mere på vores ligheder, frem for på forskellene. At jura og rettigheder står over personlige følelser og fordomme. At tro er en privatsag og at man selvfølgelig kan være en del af det danske fællesskab uafhængig af ens tro og religion, tørklæde og/eller hentehår.
 

Tak for den klare tale, Birthe Rønn Hornbech og tillykke med jobbet! Med disse holdninger er du i hvert fald i høj kurs hos mig, uanset hvilken farve dit hår måtte have i dag.