rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Skrevet af mig

Skrevet af mig

Min fætters bryllup

Forfatteren Rushy Rashid Højbjerg rejste for nylig til Pakistan for at deltage i sin fætter Usmans bryllup. Usman mødte sin brud gennem et match-making program ´Bryllup Online´, og deres giftemål er fortællingen om et Pakistan, hvor traditionerne holdes i hævd, samtidig med at de udfordres af mere moderne unge.

Af Rushy Rashid Højbjerg

»20.000 rupees! Jeg skal have 20.000 rupees! Intet mindre kan gøre det. Jeg serverer ikke mælk for hvem som helst, så host op min kære svoger!,« skråler brudens søster. »Nej, nej, det kan I godt glemme alt om. Det er alt for meget,« svarer gommens storebror.
Den muntre forhandling fortsætter frem og tilbage godt en halv time mere, indtil tilbuddet er nede på 5.000 rupees. Pludselig kommer gommen til at sige, at det er fint. Og så fanger bordet.
Mens broderen til gommen tysser på ham, rækker brudens søster et glas med mælk frem. Brylllups-traditionen går ud på, at gommen bydes velkommen i sin nye familie med mælk, som han til gengæld skal presses til at betale den højest mulige pris for. 

Alle brudens slægtninge jubler, larmer og klapper højt for at overdøve de gode råd fra gommens bror.
»5.000 - det er hørt, 5.000 - det er hørt,« råber de alle i kor. Nogen sprøjter barberskum op mod ventilatoren, der kører for fulde drøn i loftet. Pludselig ser det ud som om, sneen daler ned.

Usman udnytter den løsslupne stemning og læner sig frem mod sin brud og siger med et glimt i øjet: »Synes du også, at jeg skal give dem de 5.000 rupees? Kun hvis du siger det, ellers går vi to bare i byen for dem.«
Ambreen slår genert blikket ned og nikker. Usman tager et bundt sedler op, og så er der kontant afregning. Alle er glade og tilfredse og nyder de to nygiftes første ordveksling i fuld offentlighed. De professionelle fotografer knipser løs for at forevige øjeblikket, og billeder og DVD kommer med garanti til at gå rundt i hele omgangskredsen.

Det er min fætter Usmans bryllupsdag. Han er den sidste af børnebørnene, der skal giftes. Alle i familien insisterede på, at jeg skulle være med, fordi det er seks år siden, jeg sidst var på besøg. Jeg tog imod invitationen, fordi det var sidste chance for at opleve et traditionelt bryllup i min nære familie. Udsigten til det næste bryllup i familien ligger tyve år frem i tiden, når den næste generation er klar til at blive gift.

Det blev til ti hektiske dage, hvor de fem af dem gik med at feste og observere, hvordan de unge pakistanere vælger at leve med traditionerne og samtidig udfordre dem. Det mest positive var at opleve, at de ønsker et liv med mere demokrati og selvbestemmelse. Og uddannelse er nøglen, hvad enten det gælder pigerne eller drengene. Godt hjulpet af de nye medier har de fået åbnet sluserne til den verden, der ligger uden for de pakistanske grænser. En verden som bare venter på, at de skal tage for sig af mulighederne. Jeg følger de to unge under deres bryllup og et par dage efter brylluppet og får deres refleksioner over deres nye liv sammen.

Mælkeceremonien er festens ultimative højdepunkt. 26-årige Usman Khokhar og hans 25-årige brud Naila Ambreen, der nu kommer til at hedde Ambreen Usman, er lykkelige og lettede over at tre års venten nu er forbi. Fra i dag kan de tilbringe resten af deres dage sammen.

Vejen hertil har både været utraditionel og lang for dem begge. For tre år siden sad Ambreen og indstillede kanalerne på sit nye fjernsyn. Pludselig stoppede hun ved GEO TV, hvor ugens match-making program kaldet »Shaadi Online« - Bryllup Online - var i fuld gang. Usman sad i studiet og var ved at blive grillet som aftenens første kandidat i udsendelsen. Ambreen faldt pladask for ham. »Han havde den mest kærlige udstråling, og så kunne jeg se i hans øjne, at han svarede meget ærligt og redeligt på spørgsmålene, som gik tæt på,« husker hun. Da kontaktoplysningerne til Usman stod på skærmen, skrev hun dem ned. Hvorfor, ved hun ikke. Der var bare et eller andet ved ham.

Usman havde ikke tænkt over, hvem han skulle giftes med eller hvornår. Han var netop blevet færdig med sin MBA og søgte efter et job. Han havde regnet med, at når tiden var inde, så ville hans mor, søstre og svigerinder lede med lys og lygte og finde verdens smukkeste og dejligste pige til ham. Sådan havde det været for hans to ældre brødre. Også de to ældste søstre var blevet arrangeret gift, hvor forældrene havde nøje udvalgt deres mænd. Men pludselig gik alting stærkt.

Usman havde ikke selv meldt sig til match-making-showet. En af hans venner havde lagt både sin og Usmans profil ind på showets hjemmeside for sjovs skyld. Vennen hørte dog aldrig fra programfolkene, men Usman blev inviteret i studiet. Det lød sejt, så han sagde ja. Men henvendelsen fra Shaadi Online betød også, at de også gerne ville tale med både hans venner og familie.

Usman måtte derfor gå til bekendelse derhjemme og fortælle, hvad han havde rodet sig ud i. Reaktionen var ikke just positiv, men familien støttede op alligevel og indvilligede i at medvirke. En journalist lavede interviews med Usmans omgangskreds, og det blev klippet sammen til et indslag, der skulle vises i udsendelsen, mens Usman blev interviewet live i studiet. Hvilke konsekvenser Usmans medvirken i et TV-program ville få, havde han ingen anelser om.
Men det kom han til. Da showet sluttede, var der over et tusind match til Usmans profil fra Shaadi Onlines database. Og de næste dage væltede det ind med forespørgsler fra søgende fædre, mødre og også direkte fra en del piger, der mente han absolut var den eneste ene. Usman blev noget smigret, men også forbavset over interessen. Men han kunne simpelthen ikke overskue de mange henvendelser. Så hans forældre måtte på banen igen. Usman videregav alle henvendelser til dem, og forældrene sorterede og valgte de håbefulde piger ud. Derefter tog hans far og mor ud og mødte pigerne og deres familier.

Der var dog en henvendelse, som Usman ikke gav videre til sine forældre med det samme. Hun skilte sig ud ved at blive ved med at insistere på, at hun ville kommunikere via hans private mailadresse eller via et lukket chat-rum. Hun nævnte ikke et ord om ægteskab, men at hun bare havde lyst til at lære ham bedre at kende. Det gjorde ham nysgerrig. Efter et stykke tid endte hun med at få adressen, og de begyndte at maile sammen.

For Usmans ældste søskende ville det have været utænkeligt at få lov til at deltage i et sådant show. Det var lidt taberagtigt at sidde der i tv og tale om sine ønsker til en kommende kone. Men for Usman var det en fordel at være den yngste. »Holdningerne har flyttet sig gevaldigt på kun få år. Adgangen til nye medier som internettet, mobiltelefoner har ændret på alt,« fortæller Usman og fortsætter: »Jeg var den første, der fik en PC hjemme, og jeg var også den første, der fik min egen mobiltelefon. Mine forældre opdagede hurtigt, at det var svært at kontrollere mig 24 timer,« fortæller Usman.

»Mine forældre har aldrig stoppet mig i noget. Jeg har altid haft friheden til at gøre, hvad jeg havde lyst til, men jeg har også altid vidst, at jeg skulle forvalte den frihed med omtanke.« fortæller Ambreen. »Jeg ved, hvilket samfund jeg er en del af. Og jeg ved, hvilke krav der er for god opførsel. Jeg kunne ikke drømme om at gøre noget, der kunne ramme min familie på deres omdømme.«

Normalt, når der indgås en alliance mellem to familier, vil en kirsten-gifte-kniv i form af en tjenestepige, der arbejder for flere arbejdsgivere eller en professionel ægteskabs match-maker sammenholde de to involverede familiers oplysninger og krav og dernæst etablere en kontakt.

»Jeg vidste godt, at mine forældre havde nogle bud i tankerne til mig. Selv om mine forældre er traditionelle, er de ikke konservative. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville blive hørt, hvis jeg selv havde et bud,« siger Ambreen og fortsætter: »Efter et par måneders kontakt med Usman var jeg sikker på, at han var lige så reel, som han havde virket i Shaadi Online. Derfor besluttede jeg mig for at fortælle mine forældre om Usman, og at jeg ønskede, de skulle tage kontakt til hans familie.«

Ambreen boede hjemme hos forældrene sammen med den yngste bror. De to ældste brødre boede i udlandet, og også storesøsteren var på vej til Dubai, når dennes forestående bryllup var overstået. Ambreen var lige gået i gang med sin Masters i Science. Hendes familie manglede ikke noget. De månedlige checks, der kom med brev fra udlandet fra Ambreens brødre var med til at sikre hendes familie et stærkt økonomisk grundlag. Den nye velstand blev vist frem ved, at hjemmet fyldtes op med det sidste nye isenkram inden for IT.

På nettet findes der utallige chatrum, hvor de unge pakistanere mødes og diskuterer alt det, der hidtil har været lagt låg på. Nettet giver det fri-rum, hvor enhver kan mødes på tværs af alle slags skel. De billige netforbindelser har også bragt computeren inde i hjemmene og gjort det nemt for pigerne at deltage i debatterne, selv om de lever et traditionelt liv bag lukkede døre til dagligt.

»Det er godt, at også pigerne får mere frihed via nettet. Det er godt, at de kan deltage i debatten - selv om det er anonymt. Det er demokrati, og det er godt for vores samfund. Men jeg kender mange – også i min egen familie – som mener, at de nye medier ødelægger samfundet og giver pigerne for meget frihed. Men de ældre har levet deres liv. Jeg vil gerne være med til at forme mit liv efter de udfordringer, der venter mig i min hverdag. En hverdag, der er helt anderledes end mine forældres,« siger Usman.

Usman og Ambreen blev ret hurtigt klar over, at det var alvorligt mellem dem. Men de var nødt til at gå via de traditionelle kanaler for at få hinanden. Før en forlovelse kom på tale, var der mange forhold, der skulle afklares mellem forældrene. Det var krav om at tilhøre en bestemt kaste, størrelsen på den medgift, som den nygifte brud skulle medbringe, storfamilie kontra kernefamilie og om Ambreen ville få lov til at få en karriere eller videreuddanne sig efter brylluppet. For ikke at glemme detaljerne ved deres bryllup, som skulle være traditionelt efter alle kunstens regler.

Det mest uforglemmelige og smukkeste øjeblik for Usman var, da han stod op på det lille podium, hvor de skulle sidde, og Ambreen blev ført op til ham. Da hun blev stillet ved siden af ham på podiet, rørte deres hænder hinanden helt tilfældigt for allerførste gang. Det gav et sæt i hele hans krop. De havde set hinanden »live« to gange på de tre år, de havde kendt hinanden. Han kunne mærke, at Ambreen rystede af nervøsitet over al den opmærksomhed. Alle øjne hvilede på dem og både hans egen søster og Ambreens søster rettede på dem og deres tøj, mens kamerafolkene kommanderede rundt for at få det bedste billede af dem sammen.

Ambreen husker sin afsked som det mest specielle ved sin bryllupsdag. Hun havde glædet sig meget til sin store dag, men da mælkeceremonien var overstået, og det var tid til at tage af sted, fyldtes hele hendes hjerte med sorg og glæde på en gang. Da hun fik et stort tørklæde omkring sig og blev ført ud til brudebilen under Koranens skygge, kunne hun ikke holde tårerne tilbage. Men lige så snart bilen kørte ud af udkørslen med kursen mod Lahore og det hjem, hvor hun skulle bo med Usman, slappede hun af igen og så frem til at tage hul på et nyt kapitel i sit liv.

»Det er ikke nemt at skulle leve i en storfamilie, hvor alle beslutninger skal sammenstemmes med alle. Men jeg ved, at jeg er nødt til at tilpasse mig,« siger Ambreen om udsigten til at skulle dele husholdning med Usmans to ældste brødre, deres koner og to børn hver, samt en ugift søster og en svigerfar. »I begyndelsen er jeg nødt til at leve med det eksisterende system i familien, men hen ad vejen vil jeg da også komme med mine forslag til modifikationer,« siger Ambreen og lyder meget familie-politisk korrekt. Men hun lader ingen tvivl om, at hun er en kvinde, der »ikke lader en flue sidde på næsen« – den pakistanske pendant til mundheldet om at have ben i næsen.

Usman er klar over, at storfamilien ikke altid er lykken, men den har også mange fordele. »I en storby som Lahore er det ikke til at betale for et sted at bo nu om dage. Derudover kommer fællesskabet og den hjælpsomhed, der ligger i, at man bor sammen. Jeg kan ikke forestille mig på nuværende tidspunkt, at vi skulle bryde med familiens normer og flytte for os selv. Lige nu har jeg hverken råd eller mulighed, men med en kone, som har en uddannelse, er fremtiden lys.«

Ambreen taler meget åbent og med stor integritet, mens Usman kigger på hende med beundrende øjne.

»Hvis ikke jeg kan gøre brug af min uddannelse, så er det da nyttesløst, at jeg har taget den. Jeg vil rigtig gerne arbejde, så jeg kan støtte min mand,« siger Ambreen. »Og Mashallah, så er vi så heldige, at der er så meget kærlighed i mellem os, at det finder vi ud af sammen,« siger Ambreen og griner højt. Hun er godt på vej til at redde sig selv og sin mand fra traditionerne.

.......................

Rushy Rashids to verdener

Rushy Rashid Højbjerg er født 1968 i Sialkot i Pakistan. Tidligere blandt andet TV-nyhedsvært, klummeskribent og brevkasseredaktør. I dag freelancejournalist, foredragsholder og forfatter. Hun har skrevet fire bøger: »Et løft af sløret« (Gyldendal, 2000), »Bag sløret« (People’s Press, 2003), »Du lovede vi skulle hjem« (People’s Press, 2006), og den 15. maj udkommer »Mit pakistanske køkken« (People’s Press). Privat er hun gift med pressechef Jens Harder Højbjerg, som hun har to børn med, Adam på 7 år og Mimi på 4 år.