rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Medier > Interview - aviser og blade / Skrevet af mig / Radiointerview / TV-interviews
Interview - aviser og blade

Interview - aviser og blade

Information - 30. maj 2008

Poesibogen: Rushy Rashid

Anstændighed har ingen partifarve
Hver gang journalist og forfatter Rushy Rashid, der er aktuel med kogebogen 'Mit pakistanske køkken' får afleveret et færdigt manuskript til sin redaktør, har hun en følelse af: Aldrig mere. Men så går der lidt tid, og hun får skrivekløe igen
Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Jeg er meget åben, meget talende og også en god lytter. Men også meget hjælpsom, hvis nogen trænger til hjælp i min nære omgangskreds.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At skrive. De perioder, hvor jeg har været i gang med en bog har været rigtig dejlige. Det at kunne begive sig ind i et andet univers og lukke alt ude. Det er en fed følelse. Men en aften ude sammen med veninderne, hvor vi bare griner og sladrer og ser en god film er også en af mine yndlingsbeskæftigelser. Desværre bliver det ikke så tit som jeg kunne ønske mig.

Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?

Min telefon og min computer. Jeg arbejder som freelancer derfor er telefonen og computeren mine links til de mange forskellige arbejdsgivere jeg har. Så de to ting kan jeg ikke undvære. Men jeg bliver tit drillet med, at jeg burde få telefonen indopereret i mit øre, så ville jeg blive fri for at gå rundt med den op til øret med ene hånd.

Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Min faster Mimi er min store heltinde og forbillede. Hun er indbegrebet af den pakistanske del i min opdragelse og grunden til, at jeg er stolt af mine pakistanske rødder. Af andre helte ser jeg op til folk, der står for noget. Og som ikke lader sig kue af en bedre eller mere rigtig mening. Jeg synes ikke anstændighed har en partifarve - og selv om jeg har stemt socialdemokratisk i mange år, kan jeg da ikke lade være med at synes, at det er fedt med en person som Uffe Ellemann-Jensen, der står for nogle holdninger og værdier, som vi ellers er ved at give afkald på i vores heksejagt på muslimer og fremmede.

Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

At jeg blev gift med Jens. Jeg vidste at prisen ville blive høj. Jeg vidste at min far ville slå hånden af mig. Men jeg fandt styrken i et spørgsmål fra min faster Mimi og tog springet. Hun spurgte mig: ”Hvem kommer og siger tak til dig om 10 år, for at du ikke gjorde som du selv havde lyst, men prøvede at tilfredsstille alle andre?” Mit svar var: Ingen!


Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg bliver dømt, fordømt og bortdømt af folk, der aldrig har mødt mig eller talt med mig. Men som alligevel har en forudindtaget holdning til mig som: ”hende den kønne, der bare har skrevet et par bøger. Og hvad så?”. Måske de mennesker skulle tage og komme forbi til en kop te og tage sig en sludder med mig.

Hvad er din største bedrift?

Hver gang jeg får afleveret et færdigt manuskript til min redaktør føles det som den største bedrift. Og jeg har en følelse af: ”Aldrig mere, aldrig mere skal jeg sidde med en deadline over mit hoved igen. Men så går der lidt tid og jeg får skrivekløe og så kører møllen igen på ny. Lige nu er en dejlig tid, hvor min nye kogebog er ude af mine hænder og ligger ude i butikkerne. Det følges stort når ens nærmeste synes, det er sejt gået at få opskrifterne overleveret til vores unger – og alle andre.

Dine største fejl?

Jeg bærer nag. Hvis nogen gør mig fortræd, så ligger det der et eller andet sted i min harddisk. Og en eller anden dag, hvis jeg og når jeg får chancen, giver jeg igen. Men jeg ved godt at nogle gange skal man tilgive og bare give slip. Og jeg arbejder på at blive bedre til det.

Din drøm om lykken?

At jeg sammen med min mand får givet vores børn en tryg og kærlig barndom. At vi når at opleve og nyde vores børnebørn. Lykken er også når min datter trækker mig ned i hendes øjenhøjde og giver mig et smak-se-møs uden at have bedt om det. Og jeg håber den kærlighed fra hende varer for evigt.

Din sindsstemning netop nu?

Jeg er meget meget glad og lettet over, at det ikke var SÅ slemt at blive 40. Jeg er taknemlig over for min Gud for alt det, Jens og jeg har nået og oplevet sammen i de 10 år vi har været sammen.

Hvilken dyd er den vigtigste?

Ærlighed. Ærlighed og atter ærlighed. Hvis man ikke kan regne med det folk siger, så kan man ikke stole på dem.

Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Biografier af mennesker der bryder alle normer og grænser betyder noget for mig. Benazir Bhuttos kamp for demokrati, Nelson Mandela eller Bent Melchiors ”Så vælg da livet”, berør mig dybt. De giver også mig mod på at kæmpe for demokrati og større social engagement.

Hvad betragter du som din største ulykke?

Hvis der skulle ske noget med vores børn. Jeg kan ikke komme i tanke om noget værre eller en større ulykke…

Dit motto?

Læn dig ikke tilbage og tag, hvad der kommer til dig
Rejs dig op og får fat i det, du ønsker for dit liv…