rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Medier > Interview - aviser og blade / Skrevet af mig / Radiointerview / TV-interviews
Interview - aviser og blade

Interview - aviser og blade

Weekendavisen nr. 19 - 9. maj 2008
af Helle Broberg Nielsen

At give slip og alligevel holde fast

Frihedskamp. Rushy Rashid Højbjerg har brugt store dele af sit liv på at kæmpe såvel for som imod sin baggrund. At det trods alt har været trængslerne og tårerne værd, fik hun testet i forbindelse med den seneste fætter-kusine-komsammen i Pakistan

Der står et hus i byen Sialkot i Pakistans nordøstlige Punjab-provins, som Rushy Rashid Højbjerg omfatter med blandede følelser. Særligt svært har hun det med den nyopførte fløj, den med de fire etager og fem badeværelser, som hendes forældre, og såmænd også hun selv som hjemmeboende voksen, har bekostet opførelsen af ved årelangt slid, mange afsavn og, ifølge hende, helt forkerte prioriteringer.

Den imposante tilbygning var tænkt som et monument over selve meningen med forældrenes migration tilbage i begyndelsen af 1970´erne. For den pakistansk-fødte journalist, forfatter, foredragsholder og debattør fremstår konstruktionen nærmere som et trist mausoleum over en helt umulig drøm; hendes mor, der hele sit liv som underordnet svigerdatter længtes efter at blive frue i eget hus, nåede kun at bo i sit nye hjem to uger inden sin død. Da havde hun og hendes ægtemand i over 30 år gennemlevet et såvel reelt som eksistentielt eksil, hvor det flimrende fatamorgana var, at samtlige nulevende generationer i familien en skønne dag skulle samles på disse mange, dyrekøbte kvadratmeter. Det skete aldrig og vil aldrig ske, forsikrer Rushy Rashid.

Noget bedre har hun det dog med den oprindelige del af huset, som hun genså et par dage i april i forbindelse med et kæmpemæssigt familiebryllup i provinshovedstaden Lahore.
Her, i de mere ydmyge gemakker, tilbragte hun nemlig fire fornøjelige år af sin barndom, i umiddelbar nærhed af sin farmors aromatisk duftende køkkenregioner og omgivet af to højtelskede og meget tolerante teenage-fastre.

Hr. og fru Rashid hjemme i Vognmandsparken på Østerbro var en sommerdag i 1973 blevet enige om, at det var skadeligt for deres 5-årige datter at blive udsat for eksempelvis solbadende nøgne kvinder, og så var pigebarnet pludselig og intetanende tilbage i sin farmors hus, hvor hun var kommet til verden den 15. maj 1968. Snart havde hun da også nogenlunde fortrængt billedet af far og mor og småbrødre i det sære land mod nord, og fuldstændig accepteret sin skæbne. Men så blev faster Mimi giftemoden og kunne ikke længere have en lille tøs på slæb. Forældrene hentede Rushy tilbage til København da hun var 9 år.

”Det føltes helt forkert for mig, at være i den nye del af huset. Det hus var et projekt, som vi alle har betalt en alt for høj pris for. Alle pakistanske familier i Danmark har den slags projekter, som bliver ved med at stavnsbinde dem til familien i Pakistan, og som forhindrer dem i at gøre dét, de virkelig gerne vil. Der er altid et eller andet, de skal være med til at finansiere. Jeg har en jævnaldrende veninde, hvis mand er ældste søn. Nu skal de til at betale for, at hans forældre kan bygge et splinternyt hus. Det er hans pligt som ældste søn at sørge for dem. De knokler begge røven ud af bukserne og har selv fire børn her i København. Jeg har sådan lyst til at råbe: ”Så sig dog for fanden fra!” Men så ligetil er det ikke,” siger Rushy Rashid.

Hun kender det. I rigtig mange år var familiens ord også lov for hende, selv som fuldvoksen, fraskilt og særdeles selverhvervende. Og ikke bare hendes forældres ord, men enhver befaling eller blot forventning, der udgik fra den store klan dernede på det indiske subkontinent, forplantede sig til filialen i Danmark. Alt fra opdragelse, til omgangskreds, giftermål, og økonomi - ikke mindst økonomi – blandede de sig i.

Uden for nummer

I dag lægger hun selv snittet: Hvad vil hun vedkende sig af arv og gæld til sit etniske og religiøse ophav? Og hvor har hverken slægt, tradition, religion eller sladdertaskerne i det pakistanske miljø i København noget som helst at skulle have sagt? Svarerne er ikke absolutte, for Rushy Rashid har for længst erfaret, at pragmatiske kompromiser klæder hendes gemyt langt bedre.

Vejen til det dog nogenlunde stabile ståsted har været lang og, kan man vist rolig sige, i allerhøjeste grad karakterdannede. I hendes to første selvbiografiske bøger lægges der heller ikke skjul på, at kampen i mange år kostede både floder af tårer og selvmordstanker.

Under Rushy Rashids seneste besøg i Pakistan, det første i seks år og denne gang på egen hånd, fik hun bevis for, at det faktisk er realistisk, at flytte sig i forhold til familien og dens forventninger. Og i forhold til sig selv, ikke mindst.

”I dag gør jeg hvad, der passer mig, og taler med hvem, jeg vil. Jeg skulle lave en dagbladsreportage fra min yngste fætters bryllup, som var kommet i stand, fordi bruden havde set ham på et populært datingprogram på tv. Jeg bevægede mig helt frit frem og tilbage mellem den afdeling af bryllupshallen, der var adskilt af et forhæng og forbeholdt kvinderne, og den del, hvor mændene holdt til. Jeg diskuterede også fuldstændigt ligeværdigt med mine fætre og kusiners mænd. For eksempel om tegningerne, som mange pakistanere naturligvis mener, jeg bør være umådelig flov over, når jeg nu bor i Danmark. Jeg oplevede det som at være en slags (kursiv)go between(kursiv slut). Min fætter inviterede mig endda til at køre med ham og hans følge i bilen til den store bryllupsfest. En kolossal ære, og ikke noget, som tilfalder hvem som helst. De andre måtte køre i private busser. Den status, sådan uden for nummer, betyder, at nogle af mine yngre kusiner hele tiden henviser til mig og mit eksempel, når de skal have opbakning til deres utraditionelle valg og beslutninger. Det gælder fx hende, der arbejder i en FN-organisation for jordskælvsofre – altså sammen med mænd! - og er fraskilt. Hun kæmper nu på andet år for at få forældremyndigheden over sin lille søn. Ham kidnappede faderens familie en dag, og fortalte ham, at hans mors hus var brændt ned og at hun var død. Indtil videre er det lykkedes min kusine at få samkvem med sønnen i et retslokale én gang om måneden. For hendes to, meget mere traditionelle, søstre er hun og jeg til gengæld de rene skræmmeeksempler. De mener, at vores selvstændige adfærd belaster deres status i forhold til deres egne svigerfamilier. Fordi de kan blive beskyldt for at være lige så dårligt opdraget som os,” griner Rushy Rashid.

Forhandleren

Selv har hun siden 2000 været gift med en dansk journalist-kollega, som hun har to børn på henholdsvis syv og fire år med. Det forhold betød, at forældrene brød kontakten med hende i et halv år.

Som 19-årig gjorde hun ellers, hvad enhver velopdragen, pakistansk datter gør, og stod tålmodigt model til et arrangeret ægteskab med tilhørende familiesammenføring fra Pakistan. Det forsøg varede lige godt seks måneder; ægtemanden, der var veluddannet og nøje udvalgt blandt flere kandidater, viste sig at være sygeligt mistroisk overfor sin danske brud, der havde udearbejde og egne meninger. Forældrene gik dybt beskæmmede med til en skilsmisse, som helt efter bogen indebar, at den fraskilte datter igen måtte flytte hjem under familiens stramme jurisdiktion.

Rushy Rashid fandt efterhånden ud af, at friheden måtte vindes (kursiv)step by step(kursiv). Hun blev ferm til at forhandle, fortie og ind imellem også tage de helt store principielle diskussioner med forældrene, når det for alvor pressede på. En af midtvejssejrene var, at hun fik lov til at involvere sig i indvandrespørgsmål i en græsrodsforening. Forældrene var omhyggeligt blevet bibragt det indtryk, at der var tale om en ren kvindeforening. Hun begyndte at dukke op i medierne, og blev de kommende år inviteret med til alt, hvad der havde med integration og kvinder at skaffe. Det var jo ligesådan én, man havde stået og manglet: Kulturminister Jytte Hilden ville have den hende med i en tænketank. Nævnet for Etnisk Ligestilling fandt plads i sin bestyrelse. Nærværende avis tilknyttede den unge debattør som kommentator.

Det var ad den vej, at Rushy Rashid en aften i 1997 stod i en tv-debat over for en genopstanden Mogens Glistrup, der netop havde opfundet sin ”Muhamedaner”-dagsorden. Denne verbale træfning faldt ifølge de fleste iagttagere ud til den fotogene og velformulerede unge kvindes fordel. Og sørme om hun ikke blev tilbudt et job som journalistpraktikant på selv samme tv-station. Ikke længe efter skrev medierne henført om ”den første etniske studie-vært”. Den fremskudte position betød naturligvis, at hun i endnu højere grad blev genstand for nidkær overvågning i det pakistanske miljø. Og her fik virkelig noget at snakke om, at hun i 2000 udsendte den biografiske bestseller (kursiv)Et løft af sløret(kursiv slut). Bogen beskriver livet indenfor murene, kærligt og loyalt, men uden mellemlægspapir.

I 2003 kom Bag sløret, som hun skrev sammen med sin mand, Jens Harder Højbjerg, om deres tvekulturelle menage. Og i 2006 tog hun en meget dyb indånding, og udgav hun en fiktionaliseret version af sine forældres indvandrerhistorie, Du lovede at vi skulle hjem…. De to sidste bøger fik noget mere forbeholdne anmeldelser end debuten. Ingen kan dog anfægte, at de to bøger, som nogle af de første, indgående beretter om, hvad det indebærer, at gifte sig ind i – eller ud af, om man vil - et muslimsk miljø. Eller hvilke konsekvenser det har, at flytte sin tilværelse om på den anden side af kloden og tro på, at alle kan forsætte (kursiv) family business as usual(kursiv slut).

Friheden

Fra den 15. maj står der Rushy Rashid Højbjerg som forfatter på en helt anderledes udgivelse. På denne dag, hendes 40-års fødselsdag, udkommer kogebogen (kursiv)Mit pakistanske køkken(kursiv slut), med en større samling kommenterede opskrifter, de fleste overleveret fra farmoren og Rushy Rashids egen mor, der døde i 2003.

”Min faster Mimi forærede mig sidste år til min fødselsdag sin egen håndskrevne opskriftsamling, som hun havde med, da hun rejste til Dubai som nygift. Da jeg sad med den bog i hånden, gik det op for mig, at jeg ville blive den sidste, der ville kunne læse den. Mine børn kan ikke urdu. Men jeg kunne ikke bære tanken om, at den del af min kulturarv skulle gå helt tabt for dem,” siger Rushy Rashid. Der selvfølgelig selv kender repertoiret ud og ind og med bind for øjnene. Pakistanske mødre kan naturligvis ikke have siddende på sig, at deres giftefærdige døtre ikke har styr på deres biryani eller pulao.

Det var nogenlunde samme bekymring over at miste tilknytningen til noget, det er værd at passe på, der i april fik Rushy Rashid til at tage imod invitationen til fætterens hyperbryllup. Oven på mordet på præsidentkandidat Benzir Bhutto og voldelighederne op til valget i februar, havde hun egentlig ikke forestillet sig, at hun skulle til Pakistan foreløbig.

”Det har uden tvivl noget at gøre med min runde fødselsdag og de refleksioner, det har sat i gang. Pludselig gik det op for mig, at når min yngste fætter var blevet gift, ville der formentlig gå tyve år, før vi skal have bryllup i familien igen. Og det er altså noget pakistanere forstår; at holde bryllupsfest. Det er simpelthen ”prinsesse og prins for -” – nej ikke ”- en dag”, men fire dage. Der fest og ballade og altid nogen, der lige skal en tur i basaren fordi de alligevel har glemt et eller andet. Alle køber forskelligt tøj til samtlige fire festdage. Det allerførste jeg selv gjorde, da jeg ankom i Lahore, var at gå direkte i basaren sammen med Mimi og købe stof, så skrædderen kunne sy en (kursiv)lenhga(kursiv slut) og tre (kursiv)shalwar kameez(kursiv slut) til mig. Det bryllup ville jeg bare ikke gå glip af! Alligevel er jeg også glad for, at kunne rejse hjem igen, når det hele er overstået. Jeg får meget hurtig nok af alle dem i familien, der har gamle udeståender, der skal gøres op, og som de mener, at jeg også skal involveres i. Det er dér, jeg oplever, at jeg virkelig lever et helt andet liv end dem. Det er noget, jeg har talt med pakistanske veninder om; at vi for hver gang, vi kommer tilbage til Pakistan, kan mærke, hvor langt vi er kommet væk fra vores udgangspunkt. Det er en lettelse. Men jeg føler også en sorg. Jeg plejer altid at være enormt ked af det, når jeg rejser fra Pakistan. Men denne gang var det en afklaret sorg. Jeg skulle virkelig bare hjem,” siger hun.