rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej

Dagens gode nyhed er, at jeg er blevet valgt til Styrelsen i Røde Kors. Det er en stor ære, at så mange fra repræsentantskabet har vist mig den tillid og fundet mig egnet til at sidde i Styrelsen. Jeg vil arbejde for at sprede Røde Kors' budskab om at hjælpe mennesker i nød - uanset hvor de end måtte befinde sig eller hvem de måtte være. 

Så har jeg vist glemt at lægge min revser op på hjemmesiden.  Klummen blev bragt i Poltiken fredag, den 28. oktober 2011 og jeg sætter fokus på ældreplejen i Danmark. 

Rigtig go' læselyst - kh Rushy

Politiken, fredag den 28. oktober 2011

Rushy revser: Hvordan er det dog, vi opbevarer vores ældre i Danmark?

"For mange ældre går med ble. På halvdelen af plejehjemmene går mellem 60 og 100 procent af de ældre med ble. Flere bør komme på toilettet", mener plejehjemsledere.mener plejehjemsledere.

Sådan lød en overskrift i Politiken, der i den forgangne uge beskrev forholdene for de ældre på vores plejehjem. En plejehjemsleder forklarede i den undersøgelse, der lå til grund for artiklen, at ”Det spiller ind, at det er mere tidskrævende at arbejde forebyggende end at bruge en ble.” Af artiklen fremgik det endvidere, at ”Tidligere udenlandske undersøgelser har vist, at ældres brug af ble stiger meget hurtigt, efter at de er flyttet på plejehjem.”

Socialminister Karen Hækkerup (S) fandt unødig brug af bleer krænkende: »Det handler om faglighed og ressourcer. Men de ældre skal saftsuseme ikke lægges i ble, før det er nødvendigt«, sagde hun til Politikens journalister.

Sikke en tid som ældre, tænker jeg. Hellere ung og frisk end gammel og svagelig. Når jeg forestiller mig min egen alderdom, så er det min drøm, at jeg kører derudad med 170 km i timen, og pludselig er det slut. For sidste stop inden mødet med min skaber – endestationen – kan meget vel blive et plejehjem, og det er ved Gud/Allah ikke særligt tillokkende. Med det aktive og selvstændige liv, jeg lever, har jeg ikke lyst til at ligge nogen til last.

Men jeg er realist og ved, at plejehjemmet kan risikere at blive min virkelighed, for jeg har vanskeligt ved at få øje på alternativerne … i øjeblikket.

Det handler ikke om forberedelse eller økonomisk formåen. Jeg tror og håber på, at jeg som det græsrodsmenneske, jeg er, også i seniortilværelsen vil være engageret i foreninger og bestyrelser, så jeg både mentalt og socialt holder momentum. Og en vis opsparing, der kan spæde lidt til pensionen, kan forhåbentligt bidrage til at forsøde den sidste tid.

Næh … det handler i al sin gribende enkelthed og gru om den måde, vi behandler – opbevarer – vores ældre i Danmark.

Jeg har rødder i Pakistan. Der er der ingen statslig ældrepleje. Her er det de voksne børns pligt at tage sig af deres gamle forældre. Det gør børnene så. Både i respekt for, at deres forældre har skænket dem livet og har slidt for at skabe en rimelig tilværelse for familien. Men også i respekt for de ældre. Fordelene ved at have flere generationer under samme tag er åbenbare i Pakistan. De gamle bliver forsørget … og kan så meget passende passe deres børnebørn, så mellemgenerationen kan arbejde (hårdt). Ud over de praktiske gevinster skaber konstruktionen bånd mellem generationerne, og de ældstes daglige omgang med de yngste skaber grobund for overlevering af viden, kultur og traditioner.

Mine forældres generation (førstegenerationen af indvandrere) har ikke et sekund forberedt sig på, at de også kunne risikere at skulle passes af fremmede, hvis/når de blev syge og gamle. Den opgave tilfalder jo børnene og specielt svigerdøtrene. Gennem det meste af deres liv har mine forældre sendt penge hjem til deres forældre, søskende og andre slægtninge, der havde brug for en hjælpende hånd. De har knoklet, spinket og sparet og boet i små lejligheder for at få råd til gaverne til familien, når de rejste hjem på besøg. De har den overbevisning, at de med deres eget eksempel har lært os – deres børn – hvordan man tager vare på sine gamle forældre, når de bliver gamle.

Danskere frygter generelt at ende på plejehjem. Og desværre med en vis ret. Men vi danskere har trods alt haft en chance for at vænne os til tanken. Derimod vil de ”etniske” danskere (altså de ældre indvandrere) få et chok af dimensioner over det nederlag, den følelse af afmagt og svigt, som de vil opleve på dørtærsklen til de danske plejehjem. For dem er en ble 24/7 det mindste problem!

Jeg kigger ikke tilbage på mine pakistanske aner og spejler mig i de forventninger, der måtte være sået i min opdragelse til, at børnene bør tage sig af mig. For min danske opdragelse byder mig at klare mig selv. Jeg kan selv og vil helst selv – så længe jeg kan sige til og fra.

Men kan der ikke findes mellemløsninger mellem den pakistanske families nødvendige egen-ældrepleje og så den danske kommunale opbevaring? Kan vi ikke fremelske alternativer, der kombinerer det danske samfunds behov for institutionalisering af pleje- og læringsopgaver og vores tværkulturelle ønske om tryghed, familie, respekt og omsorg?

For eksempel nyt boligbyggeri, hvor de ældre kunne bo tæt på deres børn og børnebørn, men hvor byggeriet var tilrettelagt sådan, at professionelle plejere kunne bidrage til den nødvendige pasning, genoptræning og personlige pleje. 

En sådan model passer naturligvis ikke til alle ældre og deres familier, men det gør de nuværende plejehjem jo heller ikke. Hvorfor ikke opdyrke en ældrepleje, der afspejler mangfoldigheden i det danske samfund? 

Jeg elsker Danmark og det danske demokrati – med frihedsrettigheder og lighedsrettigheder. Men på enkelte områder kan man vel godt lade sig inspirere af andre lande og kulturer. Den danske ældreopbevaring er ikke langtidsholdbar … der er i den grad plads til forbedring. 

I den omtalte artikel i Politiken udtalte socialminister Karen Hækkerup, at hun har et mål om, at forholdene skal blive »anderledes«.

»Et plejehjem er den ældres sidste hjem. Der skal dufte af mad, som får appetitten i gang, der skal være motion, som holder kroppen i gang, og der skal være mulighed for at tage et glas vin til maden«. 

Jeg vil se frem til, at der i et moderne, blandet byggeri kan dufte af babymad, bøf med bløde løg og ”lamb chana” (lamme curry med kikærter). At de friskeste af de ældste får motion bag børnebørnenes barnevogne. … og at man bagefter kan vælge at genoprette væskebalancen med rødvin eller mango-lassi. Så taler vi om dansk ældrepleje og ikke om opbevaring.