rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej,

Det er et stykke tid siden, jeg har opdateret min skriverier her på siden. Men nu er sommeren vel overstået og fra i dag genoptager jeg mine revsere i Politiken. En lille ændringer er dog at revser-klummerne er flyttet til fredagen, istedet for om søndagen. 

Den første klumme i dag handler om de unge og deres drukvaner.

Go læselyst. kh Rushy

offentliggjort i Politiken, 30. september 2011

Rushy revser: De unges drukvaner skriger på en national alkohol-strategi

Så er den gal igen med vores drukvaner. For gud ved hvilken gang får vi en løftet pegefinger af WHO, fordi danske unges druk sætter verdensrekord. Endnu en undersøgelse viser, at de danske unge drikker næsten dobbelt så meget som andre europæiske unge. Efterhånden er det blot en konstatering, som preller fuldstændig af på os. Alkohol er en del af vores danske kulturarv og derfor er den diskussion lukket.

Hvis man forsigtigt påpeger, at det måske er på tide med ”en holdningsændring” til alkohol som f.eks. med rygning, kan jeg forestille mig en reaktion, hvor folk vender det hvide ud af øjnene efterfulgt af en rysten på hovedet. Tænk at stille spørgsmålstegn ved noget så grundlæggende som den danske alkoholkultur? Hvad bilder jeg mig ind? Det må bestemt være et udtryk for, at jeg endnu mangler at tage det endegyldige skridt mod forståelse af den danske kultur og sjæl.

”That calls for a Carlsberg” lyder det i den nye kampagne fra bryggeriet. Et udsagn der gælder, når vi mødes, når vi griller, hygger, sveder, spiser, er til gravøl – ja når som helst. Men behøver det at være sådan? I gamle dage - for ikke så forfærdelige mange år siden - skulle der jo også automatisk tændes en smøg når vi læste, hyggede, kørte bil, var kede af det eller lige havde spist. Der har oplysningskampagner, økonomiske beregninger og ikke mindst billeder af røgede lunger da fået gennemtvunget en holdningsændring, så antallet af rygere de senere år er faldet markant. Og hvis ikke man selv er i stand til at stoppe med at ryge, kan man ligefrem få hjælp med diverse rygestop kurser. Hvorfor er det så en større øvelse, når det gælder alkohol?

Forleden var jeg til et selskab, hvor der stod champagne på bordet som velkomstdrink. Da jeg ikke rør alkohol, tog jeg en dåse cola i stedet. Mens jeg stod ved champagne-bordet, blev jeg vidne til en anden gæst, der tog et glas champagne og som det mest naturlige i verden spurgte sit 10-årige barn, om han havde lyst til at smage.

Det undrede mig, at faderen selv tog initiativet og tilbød sit barn alkohol. Hvorfor ringer der ikke en klokke i hovedet på denne mand, tænkte jeg. Der er jo ingen grund er til at fremskynde introduktion til alkohol? I dag får barnet en slurk af champagne, i morgen er det et glas vin og næste gang er det øl. På den måde bliver alkoholen gjort til et naturligt element, når man er sammen. Måske det er på tide at stoppe op og være med til som forældre at tage et ansvar for at udskyde de unges debutalder i forhold til alkoholforbrug.

Som det er nu, så bliver naturligheden til alkohol i hjemmet selvfølgelig bragt med videre af de unge til deres omgangskreds. Og her er der ikke plads til den ene person i selskabet, som ikke drikker. Vedkommende bliver direkte eller indirekte presset til at følge trop ellers skiller man sig ud fra mængden.

En bekendt fortalte forleden om festerne i hendes 12-årige datters klasse. Det er simpelthen fast procedure, at flere af pigerne dækker over hinanden, når de skal til fest. De fortæller forældrene, at de sover hos en veninde efter festen og derfor kan de drikke sig fulde uden at blive opdaget.

Og det er de færreste der drikker øl til festerne. De fleste har en eller flere flasker ren vodka med. Eller også køber de det på vej til festen. Derudover ryger der også lidt ”Breezere” ned. Og så var der et par stykker til den sidste fest, der kun drak cola hele aftenen. Til gengæld havde de været så glade og svævet rundt. Og så havde de haft nogle mærkelige øjne, havde datteren fortalt.

De unge mennesker på de 12-13 år må selvfølgelig ikke drikke alkohol for deres forældre, men der er ikke mange forældre i klassen, der dobbelttjekker de aftaler, de indgår med deres børn. Derfor slipper mange unge af sted med deres dobbeltliv.

Sådan en beskrivelse får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg synes det er pinligt, at vi i verdens mest oplyste og frie samfund, ikke er i stand til at opdrage vores unger til en bedre omgang med alkohol, end den ovenstående beskrivelse. Hvilken slags frisind er det, når vi bare accepterer og passivt konstaterer, at ”sådan er det bare at være ung i dag. Bare de nøjes med sprutten og holder sig fra det, der er værre”?

Ligesom rygning ikke er en privat sag længere, synes jeg heller ikke at brugen af alkohol og stoffer bør være det. Da det ikke ser ud til, at forældrene føler sig i stand til at hverken gøre fra eller til de unges druk, er det op til samfundet skrue på de store håndtag. Tiden med appeller er ved at være udløbet.

S og SF luftede ideen om afgifter på usunde varer – men ikke alkohol- i valgkampen. Hvorfor nøjes med det? Vis dog modet og gå hele vejen. Måske kunne I starte med at indføre følgende anbefaling fra WHO: ”Lav en national alkohol-strategi”. Flere danske alkohol-eksperter forslår i øvrigt at aldersbegrænsning på køb af alkohol, højere pris og mindre tilgængelighed vil også være med til at begrænse de unges alkoholforbrug.

Jeg indrømmer blankt, at jeg er i stor fare for at blive beskyldt for at være inhabil i denne debat, fordi jeg ikke selv nyder alkohol. Men jeg blander mig alligevel, for det at vokse op i en kultur med begrænset adgang til alkohol, er ikke nødvendigvis af det dårlige. Det, at jeg ikke personligt er fedtet ind i problematikken, gør mig netop i stand til at se på druk med andre øjne. Men det varer nok ikke længe, som forældre til to børn i skolealderen, før det også bliver et issue, jeg må forholde mig aktivt til.