rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej,

Det er et stykke tid siden, jeg har opdateret siden, men nu er jeg klar igen. Her er min seneste revser-klumme som blev bragt i Politiken søndag den 12. juni 2011.

go' læselyst.

kh Rushy

Rushy revser: Vi er godt på vej til at lade angsten æde vores sjæle op 

”Angst æder sjæle op” var titlen på en film, som jeg så i tysk, da jeg gik i skole. Den handlede om en midaldrende hvid tysk kvinde, der forelsker sig i en yngre marrokansk mand, der er gæstearbejder i Tyskland. Temaet i filmen er intolerance og fordomme som de to møder hinanden med. Da de beslutter sig for at blive et par, oplever den tyske kvinde pludselig sine omgivelsers reaktion i mod hendes kæreste. Angsten for den fremmede gør, at fordommene og intolerancen nu også bliver vendt mod hende, selv om hun er tysk. Dilemmaet består i om hun skal give efter for angsten, som så vil æde hendes sjæl op. Eller skal hun kæmpe for det, hun har kært.

Netop fra Tyskland får vi nu et vink med en vognstang om, at Danmark ”puster til nationalismens ild” med vores barrikadering. Ordet nationalisme får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Gør det slet ikke gør indtryk, at vi bliver set på som nationalister? Selv om kritikken hagler ned over os i disse dage på grund af genindførsel af grænsekontrollen og grænsebomme, sidder regeringen åbenbart med skyklapper på.

At grænsebomme signalerer mistænksomhed over for vores omverden preller fuldstændigt af. At erhvervslivet, som skal tjene pengene, der skal opretholde vores velfærdsstat, råber op, tager man sig heller ikke af. Så længe de bomme sikrer regeringen magten lidt endnu, så skidt, at vi barrikaderer og lukker os inde i os selv. Har vi råd til sololøb? Hvor søren skal vi afsætte de varer, der skal sikre vores økonomi?

Når vi først bliver truet på økonomien, så er der ikke langt til, at vi også begynder at kategorisere mennesker internt, som vi kan evt. undvære. Den forgangne uge viste flere grimme eksempler på netop det. På Randers kommunens hjemmeside kunne man bl.a. læse: ”Der er i genopretningsplanen en besparelse ved nedlæggelse af botilbud... Til at få gennemført besparelserne er der kun den mulighed, at nogle af borgerne afgår ved døden.” Der blev også nævnt at nogen ville offentliggøre lister over borgere, der var dyrest for kommunen.

Jeg tænker, de næste i rækken bliver vel folk, der ikke kan kategoriseres som danskere, hvad det så end betyder. Og hvordan mon det kommer til at påvirke sådan nogen som mig? Eller mine børn for den sags skyld?

Forleden spurgte min datter mig helt ud af det blå, om hun kun var halv eller hel dansk? Mit svar lød, at hun selvfølgelig var hel dansk, men hun var så heldig, at hun også havde pakistanske rødder og dermed også en familie i Pakistan. ”Så har jeg to familier!”, sagde hun glad. Og jeg tænker, hvor længe det bliver regnet som en fordel at have to kulturer med i bagagen? Hvis DF bliver ved med at spy den nationalistiske ild ud, som de gør i øjeblikket, hvor muslimer og nazister sammenlignes, så varer det ikke længe, før alt det, der ifølge DF’s definition ikke er dansk, bliver kørt ud på et sidespor og defineret som en ulempe.

Den tankegang vil selvfølgelig også ramme de to bedste venner, som begge hedder Niels i mine børn institution. Den ene er nøjagtig som man forestiller sig en Niels må se ud: En lille lyshåret gut med store himmelblå øjne og fin lys hud. Mens den anden er den diametrale modsætning. Han har kulsort hår, store brune øjne og hans hud er som mørk chokolade. Han er adoptiv.

Hvis vi følger DF’s logik, så vil der uundgåeligt være forskel på den måde den ene Niels bliver mødt med i forhold til den anden. De nationalistiske frø, der bliver sået af DF i vores samtid kan ikke undgå at forplante snæversynethed langt ud i fremtiden, frem for det positive udsyn og tolerance, der skal bære vores unger ud i den store verden.

Vi er ikke altid bevidste om de kategoriseringer eller kasser vi putter folk i, så længe det skaber orden i vores eget hoved. Intolerancen lurer lige under overfladen og med til at begrænse folk, hvis ikke man bliver gjort opmærksom på det. Hvilket kom tydeligt til udtryk, da Gregers Dircknick-Holmfeld anmeldte stykket ”Den Hvide mand”.  Han skrev: ”Stykket er skrevet af den koreanske fødte Joan Rang Christensen, der gik ud fra dramatikerskolen ved Aarhus Teater i 1904 og siden har skrevet flere stykker om indvandrere og racisme. Det er iscenesat af den afrikansk-amerikanske instruktør Liesl Tommy og de fem skuespillere, der er på scenen, har alle indvandrerbaggrund, og er i øvrigt professionelt integreret i det danske teatermiljø, ikke mindst qua deres uddannelse.”

Og han slutter af med følgende: ”Og stykket spilles som sagt på Teater Grobs scene midt i det nørrebroske indvandrerkvarter, hvor hvide mænd af den støbning, som det henvender sig til, kun færdes i nødstilfælde eller for at slås.”

Gregers Dirckinck-Holmfeld eksemplificerer netop denne kategorisering, der fastholder de medvirkende i en rolle, som de ikke kan slippe ud af. De er indvandrere hele banden, for sådan ser de ud. På trods af, at flere af dem har danske forældre og selv ser sig som ærkedanske. Når vi først deler folk i kasser og efterfølgende tillægger dem negative egenskaber, der truer eller tager noget fra fællesskabet, så er der ikke langt fra tidligere tiders heksejagt. Om det gælder indvandrere eller handicappede, er vi som samfund nødt til at sige fra.

Filmen ”Angst essen seele auf” havde premiere i 1974 i Tyskland, men fordomme og intolerance er desværre også hverdagskost i dagens Danmark. Regeringen har solgt sin sjæl til DF, men hvad med os andre? Har vi også overgivet os til DF’s mentale grænsekontrol? Hvis ikke vi siger fra overfor denne nok-i-os-selv-holdning, så er vi godt på vej mod at lade netop angsten æde vores sjæl op.