rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej

Det er søndag og tid til at revse. I dag handler min klumme slet og ret om, hvor taknemmelig og glade vi skal være for, at vi på trods af hverdagens småtterier har det godt.

God læselyst. kh Rushy

Politken, søndag den 20. marts 2011

Rushy revser: Japan fik min revsen til at forstumme…

Nyhedstrømmen kører derud ad i en uendelighed. Og der er mange ting jeg kunne kaste mig over og revse fra de sidste par ugers overskrifter. Ting som gør mig gal, irriteret og vred både på de personlige plan, det samfundsmæssige og globale plan.

Jeg synes det er super egoistisk, uansvarligt og forkasteligt at et forældrepar begiver sig på en jordomrejse i et sejlskib med deres unger igennem et af de farligste områder i verden, hvor masser af turister og skibe har været udsat for pirateri. Selvfølgelig er det en ulykkelig situation for familien, at de nu sidder et eller andet trøsteløst sted i Somalia på ubestemt tid og venter på en afklaring om deres situation. Men jeg er træt af, at det også er mine skatte penge, der skal gå til redning af familien. De penge kunne man måske have brugt et andet sted, hvor der var mennesker, der havde mere brug for dem til at overleve, end at de nu skal bruges til at redde en overforkælet familie, der skulle have styret deres eventyrlyst.

Jeg kunne også kaste mig over Søren Pinds ordkløveri om assimilation kontra integration, der sikrede ham maks synlighed i samtlige medier i flere dage og med et trylleslag placerede ham lige i nakken på Venstres nuværende kronprins Kristian Jensen. Egentlig har Pind ret i, at der bare er nogle grundlæggende værdier, der er bedre end andre. Og det handler ikke om retten til fortsat at spise egnsretter fra Sialkot - hvor min fars familie stammer fra. Men retten til at bestemme over sin egen krop og liv er ikke til diskussion. Kønsligestillingen og den måde vores demokrati er forankret i alle vores institutioner og så videre. Det jeg kunne revse Søren Pind for kunne være ved at spørge ham, hvorfor debatten om de rigtige og gode værdier skal tages som skyttegravskrig, hvor vi skal placere os i hver vores ende? Hvis han mener, at folk skal blive assimileret i Danmark i ordets bogstaveligste forstand, så må han selv gå foran og være det eksempel til efterfølgelse. Et eksempel, der gør, at ikke-danskere bare ikke kan lade være med at blive danske – hvad det så indebærer. For definition af danskhed er lige så bred som etniske danskere er forskellige.

Jeg kunne også kaste mig over bandekonflikten, for den er gal igen på Nørrebro. Kugler fyger om ørerne på unge mænd, der har lagt sig ud med hinanden. Et par af dem har været så uheldige, at de har betalt deres medlemskab af en bande med deres liv. Ingen ved, hvad der har antændt krudttønden denne gang, men tilsyneladende er det et alvorligt opgør, der udkæmpes i de københavnske gader. Det er kun et spørgsmål om tid før en ”civil” havner i skudlinjen et forkert sted på et forkert tidspunkt. Men hvem skal jeg rette min skyts mod? Jeg er sikker på at min vrede over banderne kan ganges med et par hundrede, hvis man er Politidirektør eller Overborgmester i København. Jeg kan bare som borger blot konstatere, at vi ikke kan styre de her drenge og hvis vi ikke har en plan B, så er næste generation allerede klar i kulissen til at tage over.

Hvis vi fortsætter i den dur, så kan jeg heller ikke forstå, hvordan regeringen og DF kan få sig selv til at tro, at det hjælper at straffe familierne til banderelaterede unge på deres økonomi eller udsætte den enlige mor fra hendes lejlighed, fordi hendes 17-årig søn har lavet kriminalitet. Hvis hun havde haft styr på sin dreng, var han sikkert ikke havnet i en bande til at starte med. I stedet for at støtte og hjælpe den stakkels kvinde med at få styr på sine børn, kan udlejerne nu med loven i hånden smide denne stakkels kvinde på gaden sammen med resten af hendes mindreårige børn. Hvor skal hun så gå hen? Hvordan skal hun klare sig? Hvordan kan vi forhindre at hun retter sin vrede mod det samfund, hvor hun ingen autoritet eller position har til at tage til genmæle?

Jeg kunne også kaste mig over Anders Samuelsens manglende styr på sit temperament, økonomien og hans slagsmål med og i medierne. Men er det andet end storm i et glas vand? Eller pille mig selv i navlen over, at besparelser på børneområdet nu også rammer min søns skole, hvor klasserejsen senere på året er blevet sparet væk. I en tid, hvor mobning og udelukkelse er hverdags kost for mange børn, så er det da paradoksalt, at man netop sparer den mulighed væk, der netop skulle forbedre ungernes samspil med hinanden uden for skoletid.

Skal jeg vende blikket ud af Danmarks grænser, er der masser af ting, jeg kan kaste mig over og revse. I forbindelse med alt det, der sker i Libyen, får jeg lyst til at revse mig selv for, at jeg i 2.g. stillede mig op og holdt en følelsesladet tale til forsvar for Moamar Ghaddafi, dengang USA angreb ham i 1985. I dag kan jeg kun ryste på hovedet over, at jeg kunne finde på det. Men jeg vidste ikke bedre dengang. Det kan man vist ikke sige om dem, som sendte Dronningen til Bahrain for nyligt.

Men al min revsen forstummer, når jeg ser omfanget af katastrofen i Japan. Det er så ufatteligt og grufuldt, det der har ramt det land. Det har så ubeskrivelige store konsekvenser langt ind i fremtiden, at det er svært at overskue, om man som nation eller som menneske kommer over det nogensinde. Når jeg ser billeder af murbrokker og mennesker der leder efter pårørende, skammer jeg mig over alle de småting, vi tumler med i vores trygge andedam. Vi skulle tage og være meget mere ydmyge og taknemlige for det liv vi har. Derfor vælger jeg blot at revse det, at jeg i min klumme skal finde på noget at revse.