rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Så er det søndag og den super skøn dag med høj sol efter den koldeste vinternat i 2011. Sådan må det også føles for mange af de egypter der i fredags fejrede den første uge i med et frit Egypten!!!.

Derfor er min revser tilegnet Egypten, hvor jeg også trækker tråde til Pakistan.

Go' læselyst. kh Rushy

Bragt i Politiken, den 20. februar 2011


Rushy revser: Demokrati i Egypten … don’t tell it, show it!


Som millioner af mennesker over hele kloden, sad jeg også på første parket torsdag aften med et hårdt greb om fjernbetjeningen og øjnene klistret til skærmen, og fulgte revolutionen i Egypten. Jeg sad helt ud på kanten og turde ikke blinke med øjnene for ikke at gå glip af det historiske øjeblik, der var ved at udspille sig i Egypten netop i samme sekund.

Frygten lurede lige i baggrunden for, at det kunne gå helt grassat, når som helst. Specielt efter Hosni Mubarak havde holdt sin tale. Jeg havde ikke lyst til at gå i seng og overlade masserne til dem selv. Men det var først fredag aften, at nyheden om, at Hosni Mubarak havde trukket sig endelig kom. Gud ske tak og lov, at det lykkedes - uden blodbad. Det var en stor dag for frihedskampen og demokratiet, lød det fra samtlige kloge hoveder verden over.

Men er det den samme form for demokrati, vi taler om, uanset hvor vi kommer fra? Er det virkelig den bedste styreform, der sikrer alle deres ret og pligter i et samfund? Vi er ikke selv i tvivl om svaret, at det er det, unægteligt. Men tør vi så med det udgangspunkt lade egypterne gå hele vejen og lade demokratiet sejre? Tør vi åbne op for debatten og lade det bedste argument sejre? Også hvis det indebærer, at der kommer nogle synspunkter frem som vi ikke kan lide? Eller der kommer kræfter til magten i Egypten, som vi ikke bryder os om?

Hidtil har vi i Vesten ikke gjort særlig meget for at sikre demokratiet eller menneskerettigheder i Mellemøsten. Vores egoistiske fokus har ligget på at støtte de kræfter, der så ud til at kunne garantere stabilitet, så vi på den måde kunne undgå terrorisme. Derfor har det også været en belejlig position at indtage, at vi ikke ville gå for meget i dybden med vores krav om demokrati. Men hvor længe kan vi fortsætte denne kurs? Den seneste udvikling i Mellemøsten tvinger os nu ud af vores bekvemligheds zoner og til at tage stilling og ansvar.

Gode intentioner og ønsker gør det ikke alene. Måske skulle vi lære af lektien fra Pakistan, så vi undgår samme katastrofe i Mellemøsten. Da russerne invaderede Afghanistan blev Pakistan Vestens ven, som hjalp til ved at rekruttere og træne mujahidinerne til at bekæmpe russerne.

Men da russerne først var væk, forsvandt Vesten også lige så hurtigt fra området og overlod ansvaret for fire millioner afghanske flygtninge i grænseområdet til Pakistan. Det gav grobund for religiøse koranskoler og bevægelser, der fandt næring blandt de unge på de pakistanske skoler og universiteter.

For mange unge pakistanere var der ikke noget brugbart alternativ til de religiøse grupperinger. Det politiske system sejlede. De bærende institutioner i samfundet var korrupte og de kræfter, der kæmpede for demokrati og ligestilling blev bremset eller truet til tavshed. Sammenhængskraften i samfundet blev hadet til ærkefjenden Indien, samt stoltheden over testen af den ’islamiske’ atombombe, der beviste, at man gav Indien kamp til stregen.

Men så faldt de to tårne i New York den 11. september 2000. Og pludselig fik Vesten, med præsident George Bush i spidsen, brug for at genopfriske og lære navnet på USAs tidligere gode ven i Pakistan. Endnu en krig blev indledt i Afghanistan, denne gang af USA, med en melding om, at hvis ikke Pakistan gik med, så ville det blive opfattet som om, at man gik imod USA. Med armen bag ryggen kunne præsident Musharraf ikke gøre andet end at melde sig under den amerikanske fane og gå med i krigen mod terror - stik i mod befolknings- og sin efterretningstjenestes ønsker.

De mange år, der gik mellem de to krige, efterlod den menige pakistaner desillusioneret. Man stoler ikke på Vestens meldinger om udbredelse af demokrati, for man ved jo af erfaring, at lige så snart Vesten og USAs politiske interesser i området er væk, så forsvinder de igen og lader pakistanerne sejle i deres egen sø. Om det er en demokratisk valgt leder eller om det er en diktator, der leder landet, spiller ingen rolle, så længe vedkommende danser efter Vestens pibe. Den eneste sikre taber i det spil, er en civil befolkning, der kun kan se frem til en dyster fremtid uden håb for, at det bliver bedre.

Derfor skal vi ikke gentage den samme fejl i Egypten. Mange egyptere har store forventninger til os lige nu. Og med rette. Derfor er vi nødt til at tage vores ansvar alvorligt. Vi skal finde de ressourcestærke kræfter i form af bevægelser og foreninger, da det er dem, der skal etablere og udvikle de institutioner, som skal drive den demokratiske proces. Den menige egypter skal fra bunden lære at opbygge en demokratisk kultur, hvor der er plads til, at enhver borger tør give sin mening til kende uden frugt for repressalier. Det kræver en ny opdragelsesmodel. Og vi kommer selvfølgelig ikke uden om, at der både skal ydes fysisk og økonomisk hjælp.

Noget af det værste, der kan ske, er, at vi selv kommer til at fremstå udemokratiske, når vi prædiker demokrati. Det kan godt være, at vi ikke kan lide det islamiske broderskab, men med hvilke demokratiske argumenter kan vi forsvare, at de ikke må stille op til et frit valg? Kunne man stille det samme krav til Kristendemokraterne eller andre, hvis holdninger man ikke synes om?

Jeg beklager at skulle gentage mig selv: Demokrati er en gave, som ikke er alle folkeslag har været forundt at få under huden. Vi skal værne om vores demokratimodel, der er verdens bedste. Vi må (og bør!) med demokratiske midler missionere og søge at få vores model udbredt til andre lande og regioner. Selv om demokrati betyder, at tosserne/fundamentalisterne risikerer at få magt. I Egypten såvel som det allerede er sket i Danmark.

Men der er ingen vej uden om, hvis der skal blive tale om et demokrati, som vi i vesten vil agte og forsvare. Også islamisterne skal have retten til at deltage – for alternativet er værre, nemlig et udemokratisk styre. Så don’t tell it – show it. Vi skal vise Egypterne, hvad demokrati går ud på ved netop at tillade de bevægelser, vi helst var foruden.

rushy.rashid@pol.dk