rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej,

Rigtig godt nytår til alle gæster på min hjemmeside. Håber I er kommet godt ind i det nye år.

Jeg må indrømme, at jeg tog hul på det nye år med endnu en påmindelse om, at hverken Muhammed-tegninger eller Danmark er glemt ude i verden. Og den kulturkamp, der blev sat i gang af bl.a. på den daværende kulturminister Brian Arthur Mikkelsen i form af hans fine kulturkanon, har haft lige så lidt effekt, som den sejr det var for diverse herrer, der satte sig for at teste ytringsfrihedens grænser med de fine tegninger.  Taberne er alle os, der konstant må leve med at være skydeskive for alverdens tosser, der tror, de sikrer sig en plads i himlen ved at lade deres tosserier gå ud over uskyldige mennesker.

5-året for tegningerne markerede vi sidste år. Her i januar kan vi tage Brian Arthur Mikkelsens kulturkanon ned fra hylden og tørre støvet af. For den 24. januar er det fem år siden den så dagens lys. - det handler min revser-klumme om i dag.

god læselyst. kh Rushy

 

Politken, 9. januar 2011

Rushy revser: Hvornår har du sidst kigget i din kulturkanon, Brian?

24. JANUAR kan vi fejre 5-års dagen for en stor værdipolitisk bibel. Men mon der er nogen, der ved, at det er Brian Arthur Mikkelsens kulturkanon jeg mener? Gad vide om der er nogen, der har kigget i den, siden den udkom? Hvornår har du selv kigget i den sidst, Brian?

Kulturkanonen blev lanceret med stor fanfare, og med følgende begrundelser blæste den daværende kulturminister til kulturkamp i sin tale, som han holdt til de konservatives landsmøde søndag 25. september 2005. Brian Arthur Mikkelsen sagde bl.a.:
»Vi er gået til kamp i mod den multikulturelle ideologi, der siger, at alt er lige godt. Fordi hvis alt er lige godt, så er alt ligegyldigt. Og det vil vi ikke acceptere«.

Og han fortsatte: »Det er konservativ politik at styrke vores kendskab til kulturarven. For hvad er vi uden viden om vores fortid? Blot fritsvævende atomer i et vægtløst univers.

Kulturarven beriger os og styrker vores identitet som danske borgere i en tid, der er præget af globalisering og folkevandringer. Kulturel oprustning er den bedste vaccine mod udemokratiske strømninger i samfundet (…)
En national kulturkanon skal være en gave til alle borgere her i landet – også indvandrerne, der får en god adgang til de fælles referencerammer, den danske kultur bygger på«.

Og han afsluttede sin tale med denne salut:
»Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteterne praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan vi ikke acceptere. Det er her, vi har kulturkampens nye fronter«.

Syv kulturkanonudvalg blev nedsat med repræsentanter for forskellige kunstområder. Medlemmerne blev bedt om at komme med en liste over 12 værker/tekster/kunstnere, som blev vurderet til at være de største ikoner inden for deres område. Den udkom som en meget fin bog, lige til at stille på hylde, og der har den stået lige siden og samlet støv.

MEN HER på 5-års dagen for denne kulturbibel, kunne jeg godt tænke mig at spørge Brian Arthur Mikkelsen: Hvad kom der ud af den konservative værdikamp, som du satte i gang med den kulturkanon? Du kickstartede den kulturelle oprustning med den publikation, som skulle fungere som et modstykke til globalisering, folkevandringer og være et opgør med parallelsamfund. Det virker ikke, som om det lykkedes særlig godt. Har du så bare slukket for værdikampen, når nu du har skiftet ministerium?

Jeg har lavet en total uvidenskabelig stikprøve for at måle, om din kulturkanon har haft nogen effekt. Jeg har spurgt en lærer, en bibliotekar, et par journalister og forfattere – om de har kunnet bruge denne kulturkanon i deres daglig virke – og svaret er et entydigt: Nej!!! De ved den eksisterer, men den har hverken beriget eller udvidet deres kulturelle eller danske identitet. Og med min indvandrerbaggrund har den heller ikke hverken fået mig til at hive diverse værker ned fra hylderne eller gå mere i teater. Og nej, i min higen efter at kende min danske kulturarv og identitet, har den heller ikke fået mig til at se Matador! Så jeg må desværre konstatere, at jeg er et fritsvævende atom i et vægtløst univers, hvis det univers kun defineres af, at man har kendskab til indholdet i din kulturkanon.

PÅ TRODS af det, kan jeg konstatere, at du i din iver efter at mejsle dit eget navn fast som værdikriger for den danske identitet har været med til at lægge et kæmpe slør på den danske samtidshistorie, som jeg trods alt er en del af. Det kan virke lidt paradoksalt, at du som en del af majoriteten i Danmark har følt dig tvunget til at blæse til en kulturkamp. Det gør man kun, hvis man føler sig truet. Alt i mens du – og den regering du er en del af med DF som rygrad – har problematiseret, diskuteret og akademiseret og på det seneste også udregnet i kr. og ører, hvad indvandrernes bidrag til det danske samfund har været, så er udviklingen løbet os af hænde.

Den kultur- og værdikamp, som du forsøgte at udkæmpe politisk med din kulturkanon, har kun gravet grøfter og givet større medvind til trussels- og fjendebilledet i vores samfund. Tilsyneladende har lederen af DF ikke lært en disse. Det viser hun med sin seneste udmelding om værdikampen. Her erkender hun det som DF’s største fejl gennem de mange år ved magten, at man ikke har stillet krav til indvandrere om assimilation i stedet for integration. Kravet skulle have været entydig fordanskning, intet mindre. Jeg har dog aldrig været i tvivl om, at det var det hun og hendes parti har ment hele vejen igennem.

Hvorfor diskuterer vi stadig, om vi er et flerkulturelt samfund? Hvorfor konstaterer vi det ikke bare i vores handlinger? Det gør vores nabolande, som kan bryste sig af forfattere og kunstnere som Salman Rushdie, Hanif Qureshi, Zadie Smith i England, eller Jonas Hassen Khemiri og Josef Fares i Sverige og Marjane Satrapi i Frankrig for blot at nævne et par stykker. Der er jo ingen, heller ikke i Danmark, som anfægter, at disse kunstnere beriger de landes kultur, som de er bosatte i.

I stedet for at fortsætte i den navlebeskuede kurs, er vi nødt til at stoppe op, så vi får overskud som samfund til at aktivere og opmuntre andre end etniske danskere til at føle sig som en del af den fælles danske, kultur- og samtidshistorie. Det kunne være, at der lå muligheder for innovation gemt i de ’danske’ indvandrergruppers kulturelle bagage, som vi helt overser.

JEG HÅBER, at Per Stig Møller som kulturminister med sit udenrigspolitiske udsyn og tilgang, vil kunne påtage sig at implementere den flerkulturelle dimension i samtidshistorien bedre, end du formåede Brian Arthur Mikkelsen. Kulturpolitik skal hele tiden integrere og favne nyt – ikke bremse eller præservere den levende kultur. Derfor vil jeg se frem til kulturpolitisk kanon med bud på, hvordan de danske kulturinstitutioner kan afspejle den mangfoldige virkelighed. Måske kan det være med til at placere Danmark i centrum for en ny måde at føre kulturpolitik på i Norden.
rushy.rashid@pol.dk