rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Kære Alle

Håber I har haft en dejlig Jul. Tusind tak til jer alle der følger mit arbejde via min hjemmeside.  Her er den sidste klumme i år. Den blev bragt i Politiken i dag søndag den 26.12.2010.

Pas på nytårsraketterne - og kom godt ind i det nye år.

knus Rushy

Politiken 26. dec. 2010

Rushy revser: Jul Mubarak i et godt nytår uden gaveræs
 

Denne klumme er skrevet efter at have overstået årets julemarathon, to børnefødselsdage i december samt to gange Eid, de muslimske højtider, der svarer til Julen, som vi også har fejret dette efterår. Jeg sidder tilbage som en groggy bokser og med en følelse af at være kørt over af materialismen, uanset om det er fødselsdag, Eid eller Jul jeg har fejret. Det har fået mig til at reflektere over, hvor den egentlige mening med højtiderne egentlig blev af, som jeg lærte at kende i min barndom?

Som barn fejrede jeg Eid ul Fitr og Eid ul Adha i mine bedsteforældres hus i Pakistan. Eid ul Fitr blev kaældt lille Eid og markerede afslutning på Ramadanen, mens den store Eid blev fejret som afslutning på den årlige pilgrimsfærd til Mekka. Fælles for dem begge var den særlige stemning, højtideligheden, traditioner der blev holdt i hævd og budskabet om næstekærlighed. Alle vegne lød det ’Eid Mubarak’ – ’Glædelig Eid’ – som hilsen, når man havde fået øje på nymånen, og der blev erklæret Eid næste dag.

Forberedelserne til Eid festerne begyndte flere dage før. Børnene i min familie fik altid nyt tøj, som blev syet af en skrædder. Pigerne skulle have matchende armbånd, hårbånd og sko. Og aftenen før Eid fik vi lavet filigranmønstre med henna på både hænder og fødder. Eiddagen startede med søde glasnudler kogt op med mælk, fløde og pistacienødder til morgenmad, så skulle man skures ren i bad og så fik man endelig det knitrende nye tøj på. Jeg fulgte altid med min farmor og faster til den nærmeste moske, hvor der var Eidbøn. Jeg elskede at lytte til budskabet om, hvor vigtigt de var også at inddrage dem til Eid, der ikke havde ligeså meget som en selv.

Efter Eid-bønnen fik børnene Eidee – penge-gaver af de voksne. Alle børnene i nabolaget rendte ind og ud af hinandens hjem og alle steder fik man et par ruppees. Der var varm mad til frokost, mens familien samledes først til det store måltid om aftenen, som bestod af mange forskellige retter, som man ikke fik til dagligt. Det var ikke dækket fint op til alle med bestik og tallerkener o.s.v. Det var slet ikke afgørende. Det vigtigste var, at der var mad nok. Efter maden sad mine bedsteforældre og nød børn og børnebørn i afslappet leg, mens de nippede til den søde te og ’mithai’ – søde sirup kager.

Hos min farmor var det en tradition, at der altid blev lavet ekstra portioner mad til Eid. Maden blev anrettet på tallerkener og var klar til udlevering til de ventede gæster, der bankede på ens dør. Der kom tit folk og tiggede ved dørene ved højtider og de skulle i hvert fald ikke gå tomhændede fra vores dør. Jeg synes det var spændende at få lov til at dele mad ud, fordi folk blev så glade og bad til Allah om ens ve og vel og ønskede én alt godt i livet. Til den store Eid, også kaldet offerfesten, blev der altid slagtet et lam, en kalv eller en ged hos os. Børn var med som tilskuere til slagteren, der bevægede sig som en sand kunstner, når han slagtede det dyr, vi havde fodret og kælet i flere måneder. Læren med denne øvelse var, at vi skulle lære at man kunne risikere at give det op man engang har haft kært. Kødet blev delt op i tre dele. Den ene del beholdt vi hjemme, den anden del blev delt ud i nabolaget og den tredje del var forbeholdt de fattige.

Den danske Jul og de traditioner der hør sig til, har jeg først lært at kende fra min mand. Julen fra min barndom var salmer og de mange julestager, vi lavede i sløjd. Men alle de andre traditioner om juleaftenen, julemaden med mandelgaven og de store julefrokoster stiftede jeg først bekendtskab med, da jeg blev budt indenfor af min nordjyske svigerfamilie. Og stor var min overraskelse, da jeg opdagede en del ligheder mellem familiejulen og min farmors Eid-traditioner. Familiesammenholdet var også her i højsædet, som jeg kendte det fra min bardommens Eid. Den gode og drilske stemning mellem fætre og kusiner mindede mig om gamle dage. Men en markant forskel var og er dog ved den danske måde at holde fest på. Alt skal foregå med kirurgisk præcision, når det gælder hvad man spiser og den rækkefølge det skal indtages i. For ikke at glemme julebordet med bordkort og stole til alle og opdækning med de mange sæt tallerkener og bestik til de mange retter. Meget form i forhold til indhold efter min smag og opdragelse.

Det værste er dog gaveræset, som jeg synes når nye højder, for hvert år der går. Vores børn skal endelig ikke mangle noget. Som barn var jeg misundelig på mine danske venner. Men i dag er jeg selv blevet en del af det ræs og det rammer mig tredobbelt. Hjemme hos mig er Eid et tillæg til Julen og desværre er vores Eidtraditioner nu også blevet påvirket af den i mine øjne meget materialistiske side af Julen. Om det er integration eller disintegration, det ved jeg ikke. Men faktum er, at vi også er hoppet på gavegalejen til Eid i min familie.

Jeg oplever at mine venner, søskende og jeg har været rigtige gode til at adoptere de danske juletraditioner. I stedet for familiehyggen og højtideligheden i højsædet, er vi nu endt med lave Eid om til en ny version af Julen blot uden træet. Af praktiske grunde vælger vi altid at fejre feste en weekend, selv om Eid falder på en hverdag. Vi deler heller ikke kødet i tre dele mere, for det giver ikke mening at gøre det. Dermed dør hele den mening om næstekærlighed, der er meningen med både Julen og Eid. I stedet nøjes vi med det månedlige bidrag til Folkekirkens Nødhjælp eller Røde Kors, når de samler ind.

Jeg ville ønske, at det ikke var så forstilt og materialistisk. Der må være andre end mig, der har lyst til at trække i håndbremsen og stå af ræset. Endda dreje tiden tilbage til dengang, hvor de små symbolske gaver skabte større glæde end de ønsker, der står på ungernes ønskesedlerne i dag. Jeg vil have Jul og Eid som dengang hvor stresset var mindre og ikke alt gik op i størrelsen af gaverne eller om ris a la manden skylle pyntes med mandler ristet med stjerneanis. Hvor det var et fedt med bordplanen. og hvor hyggen og glæden over at være sammen var det, der talte. Jeg vil gør det til mit Nytårsforsæt at slagte den nye Eid og Jul og vende tilbage til den gamle model i det nye år.

Jul Mubarak i et godt nytår uden gaveræs.
rushy.rashid@pol.dk