rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej

Her er mit bidrag til debatten om Omar Marzouk's "Cellen". Dette er en udvidet udgave i forhold til min revser-klumme, som blev bragt i Politiken søndag den 28. november 2010. go fornøjelse - kh Rushy

Rushy revser: Hvad er forskellen på Omar og Kurt?
Fire unge med arabisk baggrund, og en konverteret britisk landsbytosse, der føler sig overbevist om, at det er en god idé at bombe den lokale moské. Man kunne også sætte en bombe fast på en krage og sende den mod et andet erklæret mål. Eller hvad med at sprænge internettet i luften. Det er blot nogle af de mange forslag som bliver diskuteret af fem fanatiske idioter, der planlægger deres martyrdød. Deres største udfordring er dog ikke at blive enig om hvilket mål, de skal bombe, men at undgå at sprænge sig selv i luften. Noget, der viser sig at være en større udfordring, end man skulle tro.

Det lyder jo unægtelig som en beskrivelse af et afsnit fra Omar Marzouks ”Cellen”, som man ikke vil sende på tv-stationerne under SBS. Men det er det faktisk ikke. Ovenstående er en beskrivelse af en britisk biograffilm kaldet ”Four Lions”, som havde premiere i England i marts og som bl.a fik 4 ud af 5 stjerner i The Guardian og The Times.

Samme tema er omdrejningspunktet i en dansk satireserie kaldet ”Cellen”, som komikeren Omar Marzouk har skrevet manuskript til. I 2008 blev ideen om 4 uduelige fundamentalister præsenteret for TV-selskabet SBS, som fandt ideen morsom og så god, at de postede 4,5 millioner kr. i den. Yderligere søgte man et tilskud på 4,5 millioner fra Det danske filminstitut … og får det. Omar og hans filmhold skyder 12 afsnit af ”Cellen”, og aftalen er, at serien skal sendes senest 24 måneder efter aftalen at er indgået. Så langt så godt.

Men kvart i sendetid får SBS pludselig kolde fødder, og her er det så, at filmen knækker. SBS udskyde et par gange serien ”af kommercielle hensyn”, og da PET kommer med meldingen om forhøjet trusselsbillede, så passer det som hånd på granaten for SBS, der så kan melde ud, at man faktisk ikke ønsker at sende serien overhovedet – nu af kommercielle og sikkerhedsmæssige hensyn.

Og den beslutning giver jeg ikke meget for. SBS’s disposition i denne sag lugter langt væk af tøsedrenge og manglende mod til at kalde en spade for en spade. Hvorfor ikke blot sige, at man har begået en fejl ved at tro at man turde, men at man ikke længere tør? Det er en hver arbejdsgivers pligt til at beskytte ansatte mod de eventuelle bøh-mænd, der kan gemme sig rundt om hjørnet eller i kosteskabene … og så kan vi andre mene, hvad vi vil om forholdsreglernes karakter. Og hvis SBS mener at deres annoncører ikke tør eller vil kobles sammen med en programserie som ”Cellen”, så er det SBS’s suveræne beslutning … selv om jeg personligt tror på, at SBS ikke havde behøvet tage så drastiske skridt på andres vegne. Er der for eksempel nogle virksomheder/annoncører der har sagt, at ”vi vil ikke være med i et reklameslot, der pakkes ind af ”Cellen”?

Jeg mener denne sag drejer sig om et brud på de mest grundlæggende frihedsværdier i vores samfund, nemlig ytringsfriheden, som vi sætter meget højt. Med afvisning af ”Cellen” mener jeg, at SBS sætter den kunstneriske frihed over styr, og at denne selvcensur har langt større og mere vidtrækkende konsekvenser, end de selv er klar over.
Jeg synes, at censuren af ”Cellen” er lige så principiel som hele vores frihedskamp i forbindelse med karikatur-tegningerne af Muhammed. Og den kamp må vi ikke opgive. Jeg støtter på ingen måde Flemming Rose’ studentikose og stupide hensigter bag tegningerne af Muhammed og den bevidste og uigennemtænkte hån, spot og latterliggørelse af muslimer, som hele hans projekt var udtryk for. Men jeg vil til enhver støtte og bakke op om kampen for enhver borgers ret til at ytre sig. Hvis vi først knægter den af frygt for repressalier, så er vi ved at sælge ud af vores kostbare arvegods.

Modsat har jeg større sympati for Omar Marzouk’s ”Cellen”, fordi han tør - med sin muslimske baggrund – og bruge sig selv og sin baggrund til at lave satire over terrorister. Ikke for at håne og spotte, men latterliggøre for at underholde. Dermed bruger han den danske humor og integrerer det med sin baggrund. Når man først er i stand til at lave grin med noget, så bliver det også noget mere håndgribeligt at tale om og forholde sig til. Det har alle dage været sådan, at handicappede må og kan lave grove vittigheder om handicappede, jøderne er de værste til at svine hinanden til … og mørklødede indvandrere må godt kalde hinanden for perkere. Og netop derfor kan Omar tillade sig at tage sin egen baggrund under kærligere behandling end de fleste andre.

Fedt at nogen – og specielt han – kaster sig over de fundamentalister og den terror, der er blevet en del af vores hverdag. Alternativet er jo et kæmpe tilbageslag for ytringsfriheden, at vi får kunstnere som f.eks. Frank Hvam ikke tør lave satire om Islam. Den selvcensur er en direkte konsekvens af tegning-sagen. Med ”Cellen” viser Omar Marzouk vejen ud af denne selvcensur. Igen kan det undre mig, at SBS ikke tør vise serien, for de enkelte skuespillere, der kunne have mere på spil, er jo ikke ”bange for toget”.

Derfor savner jeg også Flemming Rose, Lars Hedegaard og alle de andre store fortalere for vores højt besungne ytringsfrihed. Hvor er I henne alle sammen? I bør komme på banen nu og støtte Omars kamp for at få lov til at gøre grin med fundamentalisterne.

For hvad er forskellen på ”Cellen” og vores kamp for Kurt Westergaards Muhammed-tegning? I ytringsfrihedens navn bør I kræve, at SBS overholder den aftale, de har indgået med Omar Marzouk. De skal vel ikke have lov til at stikke halen mellem benene ved at tilbagebetale de 4,5 millioner kroner, som de har modtaget for dette projekt.

Kurt Westergaard tegnede en mand, der karikeret skulle vise, hvordan fanatismen og ekstremismen havde overtaget en religion. Provokerende og spiddende, men det burde jo kun være ekstremisterne, der blev forhånede … for alle andre muslimer tager jo også afstand fra terrorisme og for den besættelse og omklamring af religionen, som fanatikerne søger at opnå.

Omar søger tilsvarende provokerende og spiddende at tage gas på de selvsamme ekstremister og fanatikere. Hvor er forskellen?
I Westergaards tilfælde har hans tegning affødt en lang og principiel diskussion om censur og selvcensur. Er det OK at medier undlader at genoptrykke tegningen, fordi de vil tage hensyn … eller er de blot nogle pivskidder?
Den diskussion mangler totalt i ”Cellens” tilfælde. Er det OK at kommercielle hensyn står over ytringsfriheden. Hvorfor har DR og/eller TV2 ikke meldt sig som broadcastere, hvis de kan få serien til en fornuftig pris?

Hvis de kan i England, som står lige så højt på fundamentalisternes hitliste, så kan vi søreme også I Danmark stå vagt om vores ytringsfrihed. I øvrigt havde ”Four Lions” dansk premiere i oktober. Og også danske filmanmeldere har givet den fine anmeldelser, der i gennemsnit ligger på fem og en halv stjerne ud af seks mulige. Jeg har ikke selv set filmen endnu, men det lyder som opskriften på en hylemorsom aften i selskab med uduelige terrorister i aktion. Og så ser jeg frem til premieren på ”Cellen” ...