rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

Hej

Her er min Rushy revser bragt i Politiken, søndag den 17. okorber 2010.

go læselyst,

kh Rushy


 

 

Ghettoindsatsen er, som når de blinde slås

 

Forleden talte jeg med en fyr, der fortalte om sit liv som små-kriminel, utilpasset, vred, ung mand. Som ung rendte han rundt og spillede sej sammen med alle de andre, der også kæmpede om opmærksomheden i den såkaldte ghetto, hvor han boede. Respekten fik man ikke, hvis man fulgte gamle damer over vejen. Næ, æren tilfaldt den, der kunne sætte sig i respekt overfor gruppen.

 

Forbillederne og inspirationen til rollen hentede rødderne fra 30’ernes USA, hvor Al Capone og hans håndlangere regerede. Smukke kvinder, æreskodeks, penge og magt var en god og tiltalende cocktail, som også var værd at stræbe efter for små drenge i Danmark, som ellers ikke kunne se mange andre rollemodeller i det samfund, som omgav ghettoen.

 

Men virkeligheden bankede på, når en af denne unge mand gentagne gange sad overfor sin sagsbehandler fra kommunen. For gud ved hvilken gang spurgte hun, hvad han ville med sit liv. Trængt op i en krog svarede den unge mand til sidst: ”Jeg vil være som ham Al Capone!”

 

"Hvorfor ikke Robert de Niro, det er ham, der spiller Al Capone, spurgte hun og fortsatte: ”Måske det var noget for dig at blive skuespiller?” Det gav den unge mand noget at tænke over. Hvad der skete med denne unge mand, vender jeg tilbage til.

 

Han er blot en af de mange skæbner fra nogle af de meget omtalte ghetto-områder, der har fyldt debatten i denne uge. Der har været mange forskellige meldinger om problemerne, deres omfang og løsningsmodeller, der skal rette op på de udfordringer, vi står over for.

 

For mig at se, har vi ind til nu kun lavet symptombehandling i stedet for at løse de grundlæggende problemer, som er skyld i kriminaliteten, de utilpassede unge, arbejdsløshed, hærværk og ikke mindst manglende integration af ikke etnisk danske beboere.

 

Jeg tror vi skal anskue det som et underklasse problem og hente den værktøjskasse frem, vi ville bruge for at løse den slags problemer. Ellers får vi aldrig en langsigtet proces i gang. Og nogle gange er det nødvendig at stoppe blødningen ved at sætte en beskidt finger i såret. Det vil sige, at vi er nødt til at bruge drastiske metoder til at få ryddet op. Jeg hører gang på gang, at det er en lille gruppe, der ødelægger det for alle de andre. Hvorfor søren har man ikke formået at få dem væk, når de nu er identificerede? Hvem er det, der sover i timen, siden det ikke er sket endnu?

 

Et andet krav jeg vil stille er, at man får et overblik over omfanget af problemerne og en indsigt i hvilke stærke kræfter, der findes lokalt, som man kan trække på. På trods af den massive fokus på problemerne, ved jeg, at folk falder over hinandens fødder for at lave alle mulige projekter i netop disse områder. Men tilsyneladende er der ikke meget der virker. Måske det er på tide, at finde ud af, hvilke projekter, der måske kan bygges videre på?

 

Det kræver et samarbejde med en masse lokale kræfter, SSP-folk, beboerforeninger og konsulenter, kommunen, staten og ikke mindst alle de frivillige. Med det kendskab jeg har til et par af disse områder, så er det aller største problem, at der ingen som helst koordinering er af indsatsen. Det er som de blinde slås.

 

Et af de værste eksempler jeg har hørt om er bydelsmødre-projektet. Kort sagt går det ud på, at en stærk lokal kvinde med anden etnisk baggrund oplæres og uddannes til at kunne tage sig at andre etniske kvinder. Hun fortæller dem om sundhed, børneopdragelse, jobmuligheder og prævention. Det har været en kæmpe succes, fordi man på denne måde har fået aktiveret en masse af de kvinder, vi ellers ikke har adgang til. Projektet er i øvrigt nomineret til Integrationsministeriets integrationspris.

 

Men alligevel synes man i netop Integrationsministeriet, at der skal tænkes nyt. Derfor lukker og slukker man et velfungerende projekt og alle de gode erfaringer kan kyles ud af vinduet. Kommunen har ikke nogen ejerskabsfølelse, så hvorfor skulle de overtage et projekt, de ikke selv har sat i gang. Faktum er, at en masse kræfter og god energi går rent til spilde. Hvorfor ikke udbygge projektet ved at fylde nye emner på? hvorfor introduceres kvinderne ikke til hele det frivillige sociale arbejde eller til foreningslivet, eller hvordan de kan aktivere deres unger til sport?

 

Oveni det manglende overblik oplever jeg også, at der er ubehagelige lokal-interesser, der spænder ben for de ting, der gavner og styrker området og dets beboere. Hvis ikke man har støttet en stærk lokal talsmand, så kan man vide sig sikker, at det har lange udsigter, hvis man mangler et lokale til et arrangement eller ønsker at sætte et andet frivilligt projekt i gang.

 

Derudover vil jeg give politidirektør Johan Reimann ret i, at der er en stor signalværdi i den måde vi taler og omtaler disse udsatte områder. Min mistanke er, at der er nogle konsulenter derude, som har en interesse i at fastholde og i tale sætte disse områder som særlig problematiske for at bevare deres levebrød. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at høre eller se, når disse konsulenter toner frem med bedemands-miner og udtaler sig om, hvor grelt det står til. Smid konsulenterne ud og find og styrk de lokale kræfter, der ikke har økonomiske eller politiske interesser forbundet løsning af problemerne.

 

Der er nogle gode ting i S og SF’s plan for ”Ny tryghed i udsatte områder”. Selv om overskrifter med ord som "en fast hånd, ghettobetjente, mere overvågning, hårdere straffe, straks-straf, zoneforbud. Problembørn, fast-track, sociale sanktioner, smide lejer ud", ikke just giver positive associationer. Nogle af disse tiltag kunne bruges som den beskidte finger til at stoppe blødningen, men derefter skal der følges op med langsigtede tiltag.

 

I stedet for de 200 såkaldte ghetto-betjente, der allerede har hænderne fulde af bande-konflikten, vil jeg opfordre S og SF’s folketingsgruppe til at stille op som mentorer for en unge hver. Og de kan tage denne opfordring med til resten af kollegerne i folketinget. Det giver 179 unge mennesker en mentor. Og det kan give den unge en ny chance for et bedre liv end det, de kan få ved at spejle sig i deres kammerater. Tænk 179 unge, der på den måde kan blive ført ud i det danske samfund af nogen, der viser med deres eget eksempel, at det nytter at gøre en indsats. Den model tror jeg mere på end de 200 ghettobetjente.

 

Med hensyn til den unge mand, så fik sagsbehandleren givet ham en tro på, at hvis han ville, kunne hun hjælpe ham til at komme på en teaterskole. Hun var sikker på, at det var lige noget for ham Men den tillid i ryggen, slog han til.

 

I dag er han godt kørende som en anerkendt skuespiller. Hans redning blev en sagsbehandler, der trængte igennem det seje panser og flyttede hans fokus, fra en taberfigur, der optog ham til et forbillede, som han kunne bruge til at sætte skik på sit liv. Derfor tror jeg på at indsatsen skal ske en til en, hvis det skal nytte.