rushy.dk
blank
 
© Rushy Rashid Højbjerg 
Seneste Nyt
RSS

Seneste nyt fra rushy.dk

20. januar 2009

Jeg har set frem til denne dag.  Martin Luther Kings tale om "I have a dream..." gik i opfyldelse i dag. Og jeg er så glad for at opleve at drømme kan gå i opfyldelse. Her er min kommentar til dagen i dag, som er i Berlingske Tidende.

kh Rushy

 

Berlingske Tidende 20. januar 2009

Obama indleder en ny amerikanskæra

af Rushy Rashid Højbjerg

20. januar 2009 er sikkert en stor dag i Barack Obamas liv. Men hans edsaflæggelse som præsident har så stor værdi, at det rækker langt ud over ham selv og de amerikanske grænser. Det er uden tvivl også en dag, jeg kommer til at huske resten af mine dage.

Men hvad er der ved Obama, som rykker i os alle som aldrig før? De fleste jeg har talt med siger, at de kan alle finde en facet i ham, som de netop kan spejle sig i. I en og samme person rummer han så mange forskelligheder, at han samler folk omkring sig. Han er som person indbegrebet af den mangfoldighed, der kendetegner det amerikanske samfund.

Hele hans person og udstråling og ikke mindst hans mange taler om forandring, varsler om en ny æra i USA. Heldigvis trængte hans budskab igennem og også overbeviste amerikanerne - på trods og på tværs af køn, race, religiøs- og etniske tilhørsforhold – at det er på tide at påtage sig et ansvar og ændre den måde USA har handlet på i de sidste otte år.

Hans budskab og løfte om forandring har også ramt os europæere lige i hjertet. I otte år har jeg følt at vi har haft et lederskab i Washington, der ikke har magtet opgaven. Hele miseren med Irak-krigen behøver vist ingen yderligere forklaring. Den eneste supermagt, som burde have bidraget til løsning af problemerne i verdens brændpunkter har haft travlt med være besættelsesmagt. Samtidig med at man med stor arrogance har tilsidesat alle konventioner om behandling af krigsfanger ved at oprette Guantanamo-basen.

Det, der har fanget min opmærksomhed i Obamas mange taler, er hans budskaber om overholdelse af menneskerettigheder, om hans tro på folkeretten. Om hans kamp for at få folk til at forstå, at det er vigtigt i et demokrati at deltage f.eks. ved at stemme. At demokrati er hævet over etnicitet og religion.

Barack Obama appellerer også til mig som europæer med tillægsetiketterne: danskpakistaner og anden generationsindvandrer med en muslimsk baggrund. Det, jeg kan lære af en person som ham er, at det kan lade sig gøre at hæve sig over alle de mange etiketter, man får hæftet på sig, når man har en sammensat baggrund. Det er så stærkt, at han i dag kan stå frem med stolthed og sige, at han er amerikaner og den identitet kan sagtens rumme hele hans baggrund. Det kræver ingen yderligere forklaring. Det er værd at stræbe efter, for i Danmark er vi stadig ikke nået der til, at vi uden videre kan rumme danskere med brune øjne og sort hår. Men jeg tror på, at det kommer en dag.

Det har heller ikke været nemt for Barack Obama at komme til erkendelsen af sin endelige identitet. Når man læser de mange portrætter af ham, har hans redning været, at ingen har sat grænser for hans valg og drømme. Den vigtigste støtte man kan få som et menneske er, at vokse op med en ubetinget kærlighed fra sine nærmeste uanset, hvad man gør. Og den har han fået.

Jeg kan identificere min egen kamp for at finde en identitet i Barack Obama, men jeg synes han er gået mange skridt videre, end jeg nogensinde kommer. Derfor forestiller jeg mig, at han også kommer til at fremstå som et forbillede for mine børn, som den ultimative kosmopolit. Det, de kan lære af ham er, at det behøver ikke at være en ulempe at have kendskab til forskellige normer. Det styrker kun en i at sammensætte den rette kombination, der netop passer til en.

Jeg forsøger at give mine børn en stolthed over deres kulturelle baggrund, der rummer respekt for flere kulturer, religioner og levemåder. Hen ad vejen kan de så tage de ting med sig ind i deres fremtid, som de kan bruge. Det vigtigste de får med sig er troen på, at de kan blive hvad, de vil. De har de samme muligheder som alle andre i dette land, men de skal kæmpe på lige fod med alle andre. Det gjorde Barack Obama og han fik sin drøm til at gå i opfyldelse.

Jeg glæder mig til følge den nye præsident. Jeg ser frem til den nye æra i den amerikanske politik. Og jeg ved at jeg vil sidde og labbe hele indsættelsesceremonien i mig, om jeg så skal være vågen hele natten. Jeg tror det bliver svært at holde tårerne tilbage. Men man må gerne vise følelser, når man er vidne til en ny drejning i verdenshistorien.